Anbefalinger fra fodboldværelset: Sæsonrevy, Buffon-ode og ærlighed

Fodboldsæsonen nærmer sig sin afslutning, men der er stadig mange gode ting at bruge sin tid på som fodboldelsker. Lige om hjørnet venter en stor landsholdsmåned med både kvalifikationskampe, Confederations Cup og U21-EM. Jeg glæder mig til at følge med i det hele, men inden vi når så langt, er der lidt læsestof at anbefale.

Her er ugens anbefalinger fra fodboldværelset:

Gode sager til ører og øjne
Læsestof, podcasts, videoklip eller andet godt fra havet, som jeg har bidt mærke i i den forgangne uge – primært fra Danmark.

Jeg kan godt lide, når fodboldjournalistik indeholder interviews med fans og tilskuere, for det skal ikke kun handle om spillere, trænere og direktører. Jyllands-Posten har lavet en fin artikel om de manglende tilskuere i Superligaen.

Jørgen Leth er ofte interessant at høre på, og BT’s interview med sportslevemanden er rigtig fint.

I forbindelse med Champions League-finalen skrev den tidligere Superliga-målmand David Preece et godt indlæg om Gianluigi Buffon.

The Guardian lavede en fed sæsonrevy om europæisk fodbold, hvor bad 54 fans fra 22 ligaer sætte ord på den forgangne sæson. God ide og meget læsværdigt!

Der er flere, der har linket til den på sociale medier. Dani Alves’ indlæg på ’The Players Tribute” er fremragende læsning om rejsen fra den fattige opvækst i Brasilien til stjernestatussen i Europas top.

Viborg FF’s Jonas Kamper leverede et ærligt og stærkt indtryk, da han dybt skuffet lod sig interviewe af Onside efter søndagens nederlag til FC Helsingør, der kostede nedrykning til Viborg.

BT’s sportschef Morten Crone skrev et skarpt og ærligt indlæg i den forgangne uge, hvor han kritiserede de fodboldfans, der kritiserer ham og hans avis. Som tidligere ansat på et medie med base i København forstår jeg hans frustration over at blive anklaget for at være et FCK- eller Brøndby-medie. Fint indlæg.

Gode sager fra sociale medier
Et par højdepunkter fra Twitter, Facebook og Instagram.

Det er stadig sjovt at se, hvor stor Preben Elkjær er i Italien og Verona mere end 30 år efter han vandt mesterskabet med klubben. TV3 Sport lavede et fint indslag på Facebook i forbindelse med Champions League-finalen.

Det amerikanske fodboldlandshold viste på Twitter deres specielle landsholdstrøje med regnbuefarvet rygnummer. Fedt.

I kølvandet på FC Helsingørs oprykning til Superligaen har der været mange herlige reaktioner fra holdets spillere. Jeg er vild med Morten Bertolts interview med Tobias Christensen på McDonalds’ i Skanderborg. Set på YouTube.

Ugens citat
Her fremhæver jeg et godt citat, som jeg er stødt på i ugens løb.

”Det er en sort dag for Viborg FF. Men husk, Viborg er en fodboldby. Og…….som en skrev i en SMS til mig: Husk nu, ingen er døde. Det er rigtigt, men det bliver alligevel en fridag i morgen, hvor jeg og mange andre vil komme til at gå rundt i en tilstand af mental lammelse. Og en bitter fornemmelse af, at det ikke ville være gået sådan, hvis alle på og uden for banen havde ydet deres bedste.”

– Lars Norup, chefredaktør på Viborg Stifts Folkeblad, sætter på lederplads ord på Viborg FF’s nedrykning.

Ugens statistikbombe
Jeg har aldrig været fan af matematik, men tal og statistik kan jeg godt lide.

I 2007 rykkede Helsingør op i Danmarksserien. 10 år senere er klubben i Superligaen.

Nyt fra fodboldværelset
Skidt og kanel fra mit eget liv som sportsjournalist og links til nogle af de ting, jeg går og sysler med.

Onsdag var jeg gæst hos NordicBet’s podcast Genpres, hvor jeg sammen med Tom Carstensen og Søren Sorgenfri talte om Champions League-finalen som fænomen og fremtidens udgave af mesterligaen.

Senere onsdag var igen i podcast-hjørnet, da jeg optog den store OB-sæsonevaluering i ’Stemmer Fra Ådalen’. Jeg har også skrevet et blogindlæg om fynboernes udvikling, der kan læses her.

Mere OB. Fredag var jeg på besøg hos TV 2 Fyn, hvor vi også talte om OB’s sæson.

Min uge sluttede i landsholdslejren i Kastrup, hvor jeg lavede et interview med Christian Eriksen, der kan læses senere på sommeren. Mere om dette senere.

Krydser i kalenderen
Fodboldkampe, jeg ser frem til i ugen, der kommer.

Danmark – Tyskland (Træningskamp)
Sverige – Frankrig (VM-kvalifikationskamp)
Kasakhstan-Danmark (VM-kvalifikationskamp)

Det ser jeg også frem til
Jeg faldt over bogen Triumfen, der er en coffee-table-book om den danske EM-sejr i 1992. Den glæder jeg mig til at få fingrene i.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s