Jeg har haft en ret travl uge både privat og arbejdsmæssigt, så der har ikke været så meget tid til at dykke ned i så mange fodboldsager, som jeg kunne ønske. Men ugens anbefalinger fra fodboldværelset skal ud, og det er da også lykkedes at finde en håndfuld gode sager. God fornøjelse.
Her er ugens anbefalinger fra fodboldværelset:
Gode sager til ører og øjne
Læsestof, podcasts, videoklip eller andet godt fra havet, som jeg har bidt mærke i i den forgangne uge.
Jeg har før sendt ros i retning af DR Sportens podcast ’Illustreret Sport’. Nu gør jeg det igen. Jacob Panum har mødt Bajram Fetai til en snak om fodbold, rollemodeller og integration, og det er fremragende. Fetai har altid været god til at give noget af sig selv. Bestemt et lyt værd.
Feyenoord har vundet det hollandske mesterskab for første gang siden 1999. Hos TV 2 Sporten er der en fin artikel om klubben, byen og rivaliseringen med Ajax. Fin læsning.
Mine gamle venner hos tipsbladet.dk har gang i en klassisk nedtælling til U21-EM, hvor redaktionen forsøger at forudsige den danske U21-trup til slutrunden i Polen. U21-landstræner Niels Frederiksen har skrevet på Twitter, at de 40 navne i bruttotruppen er godt ramt, og jeg synes også, at det ser interessant ud. Godt stof.
Jeg er meget fascineret af Ajax’ unge hold, der snart skal spille finale i Europa League. Holdet spiller med mange unge spillere og en klar Cruyff-filosofi, og så er det fedt, at klubben er styret af mange af storspillerne fra det halvfemserhold, der vandt Champions League i 1995. The Guardian har lavet en meget læsværdig artikel om klubbens ungdomsrevolution.
Gode sager fra sociale medier
Et par højdepunkter fra Twitter, Facebook og Instagram.
Gode, gamle White Hart Lane lukkede og slukkede i weekenden med Tottenhams kamp mod Manchester United. Det er der mange, der har markeret på Twitter – jeg kunne godt lide at se Ledley King besøge omklædningsrummet en sidste gang. Skønt tweet.
Eurovision – ja, det skal vi også vende her – er altid en fornøjelse at følge på Twitter. Især når der kommer sportsreferencer som den, den italienske sportsjournalist Tancredi Palmeiri lavede. Han har ikke glemt Danmarks 2-2-kamp mod Sverige ved EM i 2004.
De gode folk hos danskfodbold.com er blandt mine klare favoritter på Twitter. Jeg er vild med deres statistik-guf som eksempelvis antallet af dommerudskiftninger på en sæson.
Ugens citat
Her fremhæver jeg et godt citat, som jeg er stødt på i ugens løb.
”Jeg har tilgivet Jesper Olsen.”
– DR-journalisten Jens Andersen skrev fredag ved midnatstid noget på Twitter, som vi alle burde gentage.
Ugens statistikbombe
Jeg har aldrig været fan af matematik, men tal og statistik kan jeg godt lide.
Mere Ajax: Da Ajax spillede mod Willem II i den forgangne uge, var gennemsnitsalderen i startopstillingen bare 20 år og 139 dage. Den yngste startopstilling i Æresdivisionens historie. Voldsomt.
Nyt fra fodboldværelset
Skidt og kanel fra mit eget liv som sportsjournalist og links til nogle af de ting, jeg går og sysler med.
Torsdag var jeg med til at optage et nyt afsnit af ’Stemmer Fra Ådalen’ – podcasten om OB. Vi havde OB-spilleren Frederik Tingager i studiet, hvilket jeg er lidt stolt af. Tingager har sagt nej til at medvirke i mange interviews i forskellige medier, men vi fik et ja, og det blev en god udsendelse. Kan stadig høres her.
Fredag skrev jeg om fodbold for tipsbladet.dk – jeg dækkede blandt andet vildbassekampen mellem FC Midtjylland og SønderjyskE.
Og så er jeg i fuld gang med at skrive en bog, der udkommer til efteråret. Det handler om fodbold. Mere om dette senere.
Krydser i kalenderen
Fodboldkampe, jeg ser frem til i ugen, der kommer.
Onsdag: AGF – Esbjerg fB
Onsdag: Celta Vigo – Real Madrid
Torsdag: Leicester – Tottenham
Det ser jeg også frem til
Mandag skal jeg medvirke i radioprogrammet Fodbold FM hos Radio 25Syv – jeg glæder mig til et par timers god fodboldsnak.