Anbefalinger fra fodboldværelset: FCK-guld, Les Bleus samt had og depression

I ugens udgave af disse anbefalinger er der en række alvorlige temaer blandt. Det er et tegn på, at sport og fodbold ikke bare er underholdning. Der er meget på spil for aktørerne, der lever med stort pres. Det er vigtigt at have in mente, når man påstår, at sport ikke er vigtigt.

Her er ugens anbefalinger fra fodboldværelset:

GODE SAGER TIL ØJNE OG ØRER
Læsestof, podcasts, videoklip eller andet godt fra havet, som jeg har bidt mærke i i den forgangne uge.

Allsvenskan-spilleren Alhassan ’Crespo’ Kamara fra Häkcen har en vild historie, der både indeholder en barndom i krigshærgede Sierra Leone, traumer herfra og et møde med en svensk pige, som forandrede alt. En god historie fra Aftonbladet, der også handler om integration.

Christian Eriksen har været et hedt debatemne i Danmark de seneste uger. Han har gjort det forrygende for Tottenham, og rygterne om Barcelonas interesse er begyndt at svirre. Fyens Stiftstidendes Leif Rasmussen har skrevet en fin klumme om, hvorfor Eriksen vil passe godt til den catalonske storklub.

Francesco Totti har annonceret sit karrierestop, men inden det kom så vidt, spillede han sit sidste derby mod Lazio. Det var Lazio, der vandt den kamp, og The Guardians Paolo Bandini har skrevet en stærk reportage fra ’Derby delle Capitale’. Kan læses her.

Netflix er en rodebutik af serier og film, men der er også nogle fremragende dokumentarer at finde på streamingtjenesten. En af dem er fodbolddokumentaren ’Les Bleus’ om det franske landshold i perioden 2006-2016. Den følger den magiske formel og påviser fodboldens afspejlning af samfundet – symboliseret ved det multikulturelle franske landsholds succeser og fiaskoer. Der føres en tråd frem til nutidens terrorangreb, og det er helt igennem fremragende tv. Se den.

FC København er blevet dansk mester i den forgangne uge. Ganske suverænt – og stort tillykke. I min tid på Tipsbladet.dk dækkede jeg klubben tæt, og allerede tidligt i sæsonen kunne man jo se, at holdet er bedre end de andre i år. Og så har klubben en stærk manager i Ståle Solbakken, der heldigvis for os journalist er meget ærlig og åbenhjertig. Det kan man også se i dette fine indslag fra Canal 9, hvor han går i dybden med FCK’s transferplan. Det kunne være fedt, hvis flere trænere og sportsdirektører var lige så åbne. Se indslaget her.

I kølvandet på Christian Nørgaards fortælling om depressionslignende symptomer tidligere i karrieren, har tipsbladet.dk sat fokus på et stort tabu i fodboldens verden: Det mentale helbred. Det er der kommet en række gode artikler ud af, som er samlet her. Det seneste i rækken – et interview med Rasmus Daugaard, der i dag er psykoterapeut – er meget fin læsning. Og et vigtigt budskab. Det kan læses her.

Apropros vigtige budskaber: OB’s forsvarsspiller Frederik Tingager fortalte søndag til DR, at han var tæt på at stoppe karrieren på grund af trusler og hadefulde beskeder fra ”fodboldfans” på Facebook. Det er utilstedeligt, at fodboldspillere skal udsættes for den slags, som jo er en del af en syg internetkultur, der også hersker i Danmark. Læs artiklen her.

GODE SAGER FRA SOCIALE MEDIER
Et par højdepunkter fra Twitter, Facebook og Instagram.

Jeg undrede mig over, at DBU påstod, at Laudrup-finten første gang så dagens lys i 1996. Det gjorde de også i Detektor, for det er forkert. Spøjs video. https://www.facebook.com/plugins/video.php?href=https%3A%2F%2Fwww.facebook.com%2FdetektorDR%2Fvideos%2F1373469349386348%2F&show_text=0&width=560

Jeg kan godt lide fede videor af fodboldfans. Her er en af Celtics.

Herligt billede Mathias Buch Jensen tegnede efter AGF’s storsejr over Silkeborg.

UGENS CITAT

Sognepræst Flemming Baatz Kristensen svarer følgende i Kristeligt Dagblad 1. maj på spørgsmålet ’Hvordan vil du gerne dø?’:

”I fred og forsoning med Gud og mennesker og i erindring om Danmarsk EM-triumf i 1992”.

UGENS STATISTIKBOMBE
Jeg har aldrig været fan af matematik, men tal og statistik i fodboldens verden kan jeg godt lide.

I fredags gav FC Nordsjælland debut til Patrick Carlgren og Martin Frese. Ifølge Gracenote Danmark har Farum-klubben nu benyttet hele 33 spillere i denne Superliga-sæson. Rekorden tilhører AGF, der i 2000/01 brugte 36 spillere.

NYT FRA FODBOLDVÆRELSET
Skidt og kanel fra mit eget liv som sportsjournalist og links til nogle af de ting, jeg går og sysler med. 

Jeg har haft en travl uge med mange bolde i luften. Torsdag optog vi et nyt afsnit af den uafhængige podcast ’Stemmer Fra Ådalen’. Det går godt med projektet, og vi får flere og flere faste lyttere. Tak for opbakningen, derude!

Fredag havde jeg en artikel i Tipsbladet med interview med Jakob Busk om Union Berlin og klubbens successæson forud for mandagens kamp mod Braunschweig.

I disse år er der flere traditionsklubber, der forlader deres hjemmebane gennem mange år for at spille på nye stadioner i nye omgivelser. Det er ikke problemfrit, hvilket jeg har skrevet om i en artikel, der var i Information lørdag. Den kan læses online her.

I weekenden dækkede jeg kampen mellem FC Midtjylland og Brøndby for Jyllands-Posten. Reportagen er at finde i mandagens avis.

KRYDSER I KALENDEREN
Fodboldkampe jeg ser frem til i ugen, der kommer.

Jeg har ikke haft mulighed for at sætte krydser i kalenderen i denne uge, fordi der ikke er styr på kampkalenderen i Superligaen endnu. Jeg ved, at det er et vilkår i strukturen, men det er sgu træls, når man forsøger at planlægge sit liv efter Superliga-kalenderen.

Det var alt herfra – god mandag!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s