Alt godt kommer til den der venter.

Den der kan være tålmodig, kan få, hvad han vil.

Tålmodighed er en dyd.

Talemåderne står i kø, når det handler om tålmodighed, og det er et begreb, der er højaktuelt, når man tænker på Superligaen og det igangværende slutspil, hvor de kortsigtede deadlines med konstante opdelinger ikke levner megen plads til det lange seje træk.

Særligt i de to gruppespil i bund otte handler om det resultater her og nu for at undgå en tur i den sorte gryde med nedrykningsdueller som kradsbørstige ingredienser.

Der skal ikke mange nederlag til, før man er i farezonen, og efter den netop overståede runde er der særligt pres på AGF, Viborg, Horsens og Esbjerg fB.

Værst står det lige nu til i Aarhus. Mandagens 1-3-nederlag til Peter Sørensens Silkeborg var et nyt lavpunkt i en skuffende sæson, og efter snart halvandet år med Glen Riddersholm er tålmodigheden med træneren ved at slippe op i visse fankredse. Det er mit indtryk, at snakken om proces, langsigtet arbejde og tålmodighed er ved at være for meget for nogle århusianske fans. Det er forståeligt, men selvom det for nogen kan skørt, vil jeg stadig kraftigt fraråde AGF-ledelsen at foretage det lette valg og skifte træner.

En trænerfyring kan selvfølgelig have en kortsigtet effekt – se bare på Leicester – men i AGF’s tilfælde er jeg ikke så sikker på, at holdet underpræsterer så meget i forhold til den reelle kvalitet i truppen. Der er mange ting, der spiller ind, når man skal vurdere et hold i krise. Det handler også om trænerens arbejdsbetingelser, for træneren er kun et af mange tandhjul i en fodboldklubs maskineri.

Man kan også pege på, at AGF efterhånden har prøvet at skifte træner ret mange gange uden at det har givet mærkbar effekt på hverken den korte eller lange bane. Prøv nu at give det et forsøg: Lad en træner få mere end halvandet år i sædet.

Også i AaB må man tænke sit, for en ellers god forårsstart er pludseligt forvandlet til en dårlig periode, og selvom der er seks point ned til AGF og Viborg, kan man forstå, hvis nervøsiteten og utålmodigheden er begyndt at indfinde sig i Aalborg og omegn. Det var jo meningen, at det skulle begynde at gå godt nu. Men her er man tvunget til at være tålmodig med den nuværende træner, fordi man jo netop skiftede ud på posten i vinter – fordi man ikke kunne vente længere på at se potentialet i truppen forløse sig i form af kontinuerlige præstationer og resultater.

Tålmodighed er ikke en af de klassiske dyder i fodboldverdenen, for som Troels Bech engang har sagt, så arbejder man i resultatbranchen, når man er ansat i en fodboldklub. Der er en grund til, at der for nogle år siden blev udgivet en bog om trænere med titlen ’Vind eller forsvind’.

Men kigger man på nogle af de Superliga-klubber, der har præsteret godt her i foråret, er der tale om steder, hvor man har holdt fast, selvom det i perioder har gjort ondt.

Da Silkeborg indledte sæsonen med at spille otte kampe i træk uden at vinde, blev Peter Sørensen ikke fyret. Klubledelsen blev ved med at tro på sin træner, og baserer man Superliga-stillingen på holdenes seneste ni kampe, ligger Silkeborg i top seks.

Det samme gør OB. Den fynske klub var i alvorlig krise i løbet af efteråret, og mens omverdenen spekulerede i fyringer af både sportsdirektør og træner, var der is i maven hos OB-ledelsen. Både Jesper Hansen og Kent Nielsen fik lov at arbejde videre. Nu har OB kun tabt en af sine seneste ni kampe. Kun FC København har en bedre statistik på det punkt.

Her kan man i øvrigt indskyde, at der i efteråret 2015 var bannere i Parken, hvor fans kritiserede Ståle Solbakken med teksten: ’I er DK’s bedst betalte – i KBH er det kun sejre, der tæller. Og det gælder især for dig, Ståle.’ Altså en presbold mod manager Solbakken. Han blev som bekendt heller ikke fyret, selvom der gik to sæsoner uden et mesterskab til FCK.

Også i Farum kan man tale med om tålmodighed. Kasper Hjulmands job har ganske vist ikke været til diskussion på noget tidspunkt i hverken medier eller på debatfora, men det er værd at bemærke, at FC Nordsjælland kun havde vundet to kampe efter sæsonens første 10 runder. Nu er Farum-klubben blandt Superligaens bedst spillende hold – og i top seks. Som Hjulmand var citeret for i Tipsbladet i fredags: Når det går godt, kan man eksperimentere, men når det går dårligt, skal man holde fast, være tydelig og tro mod sine ideer og sit koncept.

Alt er selvfølgelig nemmere, når man vinder. Det er også nemmere at tale om tålmodighed og nævne de gode eksempler. Men jeg har også respekt for, at Randers FC har holdt fast i Olafur Kristjansson gennem en lang periode uden sejre.

Min pointe er i bund og grund, at en trænerfyring på dette tidspunkt af sæsonen vil være ren panik. Og det er sjældent, at panikhandlinger fører noget godt med sig. Det er set igen og igen, at langt de fleste succeser i fodbold kommer efter perioder, hvor træner og trup har kunne arbejde sammen om tingene gennem længere tid. Det er sjældent, at en plante blomstrer dagen efter, at man har sået et frø. Se bare på vinderne af det danske mesterskab fra 2008 til 2016: Alle gange har cheftræneren/manageren været ansat i klubben i minimum tre år op til triumfen.

Af en eller anden grund er proces blevet et fyord i dansk fodbold, men det er jo lige netop, når man får tid til at øve sig, at man bliver god til noget. Det kaldes udvikling.

Det betyder selvfølgelig ikke, at man bare skal have lov til at tabe fodboldkampe på stribe, for man skal jo netop gerne se en udvikling i spil, struktur und so weiter. Resultater vil altid være det vigtigste, og jeg kan godt forstå frustrationerne i Aalborg, Aarhus, Herning og Esbjerg, hvor der i kortere og længere tid har været langt mellem sejrene. Alligevel er det for nemt kun at pege på træneren. Han har et stort ansvar, ja, men der er så mange parametre, der spiller ind på et resultat i en fodboldkamp.

Lige nu er Ståle Solbakken den træner/manager i Superligaen, der har siddet længst i sit nuværende job. Han har været i FCK siden august 2013. Bo Henriksen har været i Horsens siden sommeren 2014. Udover de to har ingen Superliga-trænere haft deres nuværende job i mere end 22 måneder. Det er ikke lang tid til at skabe et fodboldhold, der leverer. Også i den kontekst er Alexander Zornigers arbejde i Brøndby imponerende.

For Rom blev ikke bygget på en dag. Det kræver et tilløb, når man skal springe højt. Og det tager tid at få et orkester til at spille godt sammen.

Det samme gælder et fodboldhold.