Screw down the expectations

Fodbold handler i høj grad om forventninger. Det er fansenes håb før en ny sæson. Det er spillernes tro på egne evner og muligheder for at slå til. Det er klubbernes budgetter og vurderinger af, hvad sæsonen kan byde på af sorger og glæder. Det er mediernes spekulationer om hele molevitten.

Og når resultaterne så tikker ind, vil de blive målt op mod alt det, vi forventede inden sæsonstart.

Derfor kan der efter søndagens kampe i 26. spillerunde (herligt med en hel runde på samme dag) sættes glade og sure smileyer ud for de 14 klubber. Og det er bemærkelsesværdigt, hvor få klubber der egentlig er ”gået i par” og præsteret som forventet i ekstern og intern optik.

Det er vel nærmest kun Brøndby og FC København, der er havnet inden for rammen af forventninger, og dermed kan sætte flueben ud for sæsonen hidtil, mens resten groft sagt enten har overrasket negativt eller positivt.

Lyngby, SønderjyskE og FC Nordsjælland har imponeret i forhold til budget, klubstørrelse og omgivelsernes vurderinger. Alle tre klubber er havnet i top seks på trods af forskellige udfordringer i løbet af sæsonen. Lyngbys sæson har været præget af Hellerup Finans’ gøren og laden, SønderjyskE har kæmpet med Europa og trænerskifte og FC Nordsjælland har spillet med et historisk ungt hold, hvor man endda måtte undvære et par profiler under OL.

Fælles for alle tre klubber er imidlertid, at de arbejder ud fra en klar struktur i hverdagen og har en dybtliggende kultur i klubben. Det har givet pote i denne sæson. Det fortjener ros.

Man kan også sætte plusser ud for hold som Horsens og Silkeborg, der som oprykkere har hentet flere point end forventet og ligger ganske pænt i hver deres slutspilspulje med gode muligheder for overlevelse.

Så er der seks hold tilbage, der har overrasket negativt i større og mindre grad. Jeg vil ikke nævne Viborg som en kæmpeskuffelse, idet Johnny Mølbys tropper inden sæsonen også var vurderet som en mulig nedrykker, men grundspillets bedrifter må alligevel have kastet færre point af sig end de grønblusede selv havde kalkuleret med.

Skuffelsen må til gengæld være dyb hos de fem store provinsklubber i Aarhus, Odense, Aalborg, Randers og Esbjerg. Det er de fem største byer uden for København, og i alle fem klubber bryster man sig af at have potentiale til at være i top seks i Superligaen. Både AGF, AaB, OB og Randers FC har endda slået fast før sæsonen, at målsætningen var at komme med i mesterskabsslutspillet.

Hos alle fem klubber bliver ambitionerne også bakket op af budgetter i eller tæt på top seks i dansk fodbold, og derfor er det en klar skuffelse, at det ikke lykkes nogen af holdene at komme med i det fine selskab her i foråret.

Der er naturligvis vidt forskellige årsager til problemerne i de forskellige klubber, men over en bred kam kan man pege på, at de dårlige resultater i denne sæson er et resultat af manglende retning eller kontinuitet i enten ledelse, spillertrup eller spillestil over tid.

I Aalborg skiftede man meget ud i spillertruppen i sommer, og selvom det gik godt i starten af sæsonen, begyndte resultaterne at halte, da hvedebrødsdagene var forbi mod slutningen af efteråret. Det kostede også et trænerskifte – selvom det vil være at tage for munden fuld at tilskrive det den manglende top seks-placering. Også Randers har skulle sadle om i sommer med nye ansigter, og signalerne fra Kronjylland har været, at der førhen ikke var meget struktur i hverdagen. Der skulle altså også bygges op på ny. Og i både Esbjerg, Aarhus og Odense har der over de seneste tre år været skiftet meget ud i trup og stab med svingende resultater til følge. Den slags koster – men årsagerne til skuffelserne i de fem klubber er som nævnt flere og dybere end det, der er nævnt her. Sat på spidsen kan man dog referere til Randers-træner Olafur Kristjanssons motto om, at resultater er en konsekvens af ens arbejde.

Jeg tror dog også, at der ligger en pointe i klubbernes og byernes størrelse. Der skal ikke meget til, før projektørlyset rettes mod de store klubber, hvis de oplever bølgeskvulp i søen. Der er store lokalaviser til stede i alle de fem nævnte byer, og klubberne får stort fokus af den kritiske presse. har klubberne tidligere fejret store triumfer, og i denne sæson har man også kunne notere pip fra både OB- og AGF-lejren om, at historien og dens medfølgende forventninger tynger. Men det er et vilkår, når man er i en stor klub i en stor by – og det er vel det, man som elitesportsmand gerne vil; at være et sted, hvor der er stor opmærksomhed. Og store forventninger. Sådan skal det være, og det skal klubberne og deres aktører kunne håndtere. Det bliver ikke mindre vigtigt i et hektisk slutspil, hvor nederlag til, før den dårlige stemning breder sig fra pibekoncerterne på stadion til kriseoverskrifterne i aviserne til snakken i omklædningsrummet.

Situationen er naturligvis forskellig i klubberne. Hvor både AaB, OB og Esbjerg har vist positive takter i kortere eller længere perioder i foråret, har Randers FC og AGF haft store problemer med at samle point sammen, og der venter et mentalt stykke arbejde i landsholdspausen for at tanke kræfter og selvtillid inden de kommende runder.

Der vil igen være nye forventninger, håb og kalkuler, når slutspillet begynder. Og når det slutter sidst på foråret, vil der igen være sorg og glæde blandt de håbefulde fans af Superligaens 14 klubber.

Så er spørgsmålet, om forventningens glæde var den største eller om man i næste sæson vil høre trænere citere salig Richard Møller Nielsen og sige:

“We must screw down the expectations a little bit.”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s