OL i bakspejlet: Tak, London

Søndag aften sluttede 16 dages sportsfestival med et brag på det olympiske stadion, og i den forbindelse vil jeg hermed komme med et lille tilbageblik på legene. Der er allerede sagt og skrevet meget om London-legene, så jeg vil forsøge at gøre det kort.

Verdens bedste vært
Først og fremmest skal der lyde stor ros til London som værtsby. Jeg var ikke selv derovre, men der er stort set kun lydt lutter ros fra nær og fjern til den engelske hovedstad. Englænderne har vist sig som fremragende planlæggere, og der er ikke sparet på noget, når man bruger over 100 millarder kroner på sådan en fest. Det er imponerende – og et eksempel på, at store sportsbegivenheder er bedst, når de bliver afholdt i et stort land/by, der har logistikken, infrastrukturen, den folkelige opbakning osv. til at styre det. Det må fodboldfolket i UEFA og FIFA godt notere, så vi kan undgå flere slutrunder i Qatar, Østtimor, Månen eller hvor næste VM nu skal afholdes. Nå, det var et sidespring. Kort sagt: Tak, London – der er en grund til, at nogle kommentatorer har nævnt det som det bedste OL nogensinde.

Bolt og de andre 
På det sportslige område har der således også været masser at rapportere og skrive hjem om for de tusindevis journalister, der har været så heldige at være sendt af sted til verdens største mediebegivenhed. Af internationale præstationer vil jeg som de fleste andre huske Usain Bolt og resten af Jamaica-løbernes magtdemonstration, Lin Dans dobbelte guldtriumf i badminton, Serena Williams overdrevne tennissejr, Andy Murrays overraskende ditto og Mexicos imponerende fodbold-chok mod Brasilien. Det er gode minder, som jeg vil huske mange år frem. Ligesom den drabelige afgørelse i kvindernes triathlon, den unge kinesiske super-svømmer samt mange andre OL-øjeblikke har brændt sig fast i hukommelsen. Det er den slags fortællinger og præstationer, sport lever af. Tak for det.

Vort gamle Danmark skal bestå…
Det er også på sin plads at knytte en kommentar til den danske OL-præstation. De danske atleter har fået enormt meget fokus fra de danske medier, så jeg vil nøjes med at bringe en uforbeholden ros. Ja, svømmerne kunne have fået metal, hvis det ikke var for badehættedramaer und so weiter, og ja, håndholdherrerne floppede, men i det store billede, må der være plads til stolthed i de danske hjerter. Målsætningen var otte medaljer – danskerne hev ni af slagsen hjem – og det kan kun betegnes som en succes. Det er en svær definerbar følelse, det der med at stå og juble i sin stue over nogle roere, man knap nok kender, men det giver alligevel gåsehud, så jeg vil sige tak for oplevelserne til de danske sportsfolk, der som altid er blevet kaldt ‘atleter’ under OL.

Om fire år venter der så en ny omgang sportslege i Brasilien, og selvom der måske er ved at snige sig en mæthed ind hos mangen en tv-seer, glæder jeg mig allerede. Jeg ser frem til at se Brasiliens fortolkning af den globale sportsfest, til at opleve nye rekord, til at se fødslen af nye stjerner og legender, til at følge nye danske sportspersonligheder. Og forhåbenligt kan jeg om fire år skrive et nyt indlæg ved denne tid, hvor jeg takker atlerne for en fin indsats.

PS

Jeg har før barslet med en top fem over internationale OL-øjeblik. De kommer i ultra-kort version her:

5. Michael Phelps, otte guldmedaljer i svømning, 2008

4. Cathy Freeman, guld i 100-meter sprint, 2000

3. Usain Bolt, guld i 100-meter sprint, 2008

2. Andre Agassi, guld i herretennis, 1996

1. Mohamed Ali tænder faklen, åbningsceremonien, 1996

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s