En ung Richard Møller Nielsen. Fodboldkortet fra gamle dage er udstillet på Historiens Hus i Odense.

Det var et bevægende øjeblik, da de over 9.000 tilskuere på stadion i Odense rejste sig i klappende respekt for Richard Møller Nielsen onsdag aften. Den tidligere landstræner blev hyldet før den triste landskamp mellem Danmark og Slovakiet, fordi han i dag søndag fylder 75 år, og han fik dermed en fortjent og behørig applaus og anerkendelse for sine bedrifter i og for dansk fodbold.

Der er sagt og skrevet meget om Richard Møller Nielsen – om både hans særheder, spillestil og imponerende resultater – men det er sjovt, at han netop blev hyldet før en kamp, hvor landsholdet skuffede. En testkamp, javist, men uden at svælge ind i, at alt var bedre i gamle dage, kan man konstatere, at det danske landshold kun tabte fem betydende kampe med Richard Møller Nielsen ved roret. Af venskabskampe blev ni tabt – seks af dem mod Tyskland, England og Italien vel at mærke. Alt i alt 72 A-landskampe, 40 vundne, 18 uafgjorte og 15 nederlag.

Det gør ham til den danske landstræner i historien med den bedste statistik. Og nå ja, så er han også den eneste, der har vundet noget i form af et Europamesterskab og den turnering, vi i dag kender som Confederations Cup.

Han kom med træsko
Historien om Richard Møller Nielsens 75-årige liv er både enestående og fantastisk. Og det er ikke overraskende, at dem der griber til den til nærmeste krukke med klicheer, oftest sammenligner det med et af den slags eventyr, som hans ø-fælle H.C. Andersen skrev så mange af for 150 års tid siden.

For et par måneder siden var jeg på besøg på OB’s træningsanlæg i Ådalen i Odense. Her mødte jeg OB-koryfæet Thoning Madsen – en over 80-årig fynsk legende, der spillede på OB’s førstehold i 1950’erne. Han var en del af OB’s trænerudvalg, da Richard Møller Nielsen i 1950’erne og 1960’erne kom ind omkring klubbens førstehold.

”Han kom herind med et par træsko,” fortalte Madsen mig om Richard Møller Nielsens første tid i OB – i starten af halvtredserne årene efter Danmarks fine præstationer ved OL i London i 1948.

Det er velbeskrevet hvor flittig og hårdtarbejdende Richard Møller Nielsen var som fodboldspiller. Han var en barsk midterforsvarer, der gav og tog af et godt hjerte – og hvis han ikke var blevet skadet i starten af 60’erne, havde han nået mange flere landskampe end de to, han er noteret for.

500 kroner i løn

En stolt mand med sin skulptur. (Foto: Sebastian Stanbury)

Richard Møller Nielsen er født i en lille fynsk landsby, og hans lidt bondske udtryk med den kraftige fynske dialekt – der ofte udspyder spøjse mundheld og skøre talemåder – har givet ham et særpræget image i dansk fodbold. Ikke desto mindre er han som nævnt den danske landstræner gennem tiderne, der har vundet mest – ligesom han har høstet fornemme triumfer som klubtræner.

Det er en kendt sag, at han fik sit første trænerjob ad omveje – og at han blev ansat i OB første gang via en jobannonce i Fyens Stiftstidende. Han fik 500 kroner i løn og skulle aldrig søge om et job igen.

På klubplan tæller de største succeser danske mesterskaber med OB i 1977 og 1982 – det første i suveræn stil, det andet efter et drama på sidste spilledag. Trods de markante præstationer – der blandt andet tæller en vintertræning, hvor han ene mand ryddede OB’s træningsbane for sne – ændrer naturligvis ikke på, at det er landstrænergerningen, han er mest berømt for.

U’lænderen
Det var som bekendt også ad omveje, han fik den post. DBU ville hellere have en tysker med ni måneders erfaring end den danske mestertræneren med adskillige års DBU-træning som Sepp Pionteks afløser. Men efter en pinlig affære – hvor forbundet præstenterede Horst Wohlers uden at have kontrakt med manden – blev det altså fynboen Møller Nielsen, der fik tjansen.

Han skulle gå mere grueligt igennem – landsholdsprofiler sagde stop, EM-kvalifikationen kiksede og flere fodboldjournalister ville have hans hoved på et fad – men i sidste ende kom Danmark med til EM i 1992 – og vandt det.

Det kunne man skrive en hel bog, men nu handler det om Richard Møller Nielsen. EM-triumfen åbnede naturligvis døre for den stolte fynbo. Han blev ikke kåret til Årets Træner i Danmark i 1992, men mens fodboldikoner som Frankrigs Michel Platini og Hollands Rinus Michels stoppede deres trænerkarrierer efter nederlag til Danmark under EM ’92, blev Richard Møller Nielsen kåret til Verdens Bedste Træner det år. Siden stod han i spidsen for verdensholdet i forbindelse med en showkamp, og han lagde et lag mere til sit triumf-fyldte CV ved at vinde Confederations Cup med Danmark i 1995.

Med verdensholdet i kamp
På grund af en spansk svinestreg i 1993, blev det aldrig til en VM-slutrunde for Richard Møller Nielsen, og titelforsvaret ved EM i England i 1996 var heller ikke en succes. Men han fik siden et par landstrænerjobs i Finland og Israel, hvor han også skabte fine resultater – dog uden at komme med til slutrunder igen.

EM-sejren i 1992 gav altså ikke noget karrieremæssigt boost, selvom han dog har undervist på det den anerkendte og fornemme træneruddannelse i Skotland – hvor en mand som Jose Mourinho bl.a. har modtaget undervisning. Det passer sikkert også Richard Møller Nielsen fint, at han ikke fik et topjob i et galehus med markant mediestormvejr. Det har han ligesom prøvet. Og han lever helst uden den store opmærksomhed.

En næsten 75-årig Richard Møller Nielsen fotograferet i juni 2012 før revanchekampen for 1992 mellem Danmark og Tyskland. (Foto: Sebastian Stanbury)

I efteråret 2011 havde jeg fornøjelsen af at møde Richard Møller Nielsen i hans eget hjem i Kerteminde – det hus, hvor der står en EM ’92-skulptur i forvejen. Hans kælder er plastret til med billeder, udklip og collager fra hans lange fodboldliv. ‘Her bor en stolt mand’, burde der stå ved indgangen. Men han er ydmyg og beskeden, det har han lært hjemmefra, siges det. Og der var da også både brød på bordet og kaffe på kanden.

Han vandt jo
Også derfor er dette skrift ikke så kritisk i kanten. Det er en hyldest til den mest vindende træner, vort lille land har haft. Og det er jo det, det handler om. Vinde, altså.  For han var en vindertype af rang som både spiller og i trænergerningen. ‘Jeg har altid haft det sådan, at holdbilleder er flottest med lidt sølvtøj foran,’ som han formulerer det, når han fortæller sine mange anekdoter.

Som træner vidste han alt om alle spillere, siges det. Hans kartotek med noter og optegnelser af spillere og modstandere var omfattende. Og imponerende. Mange af hans tidligere spillere ryster på hovedet, hvis man stiller spørgsmålstegn ved, om Richard Møller Nielsen nu er den bedste, af de landstræner, vi har haft. Han vandt jo, kan det lyde.

Så gør det mindre, at han havde et specielt forhold til pressen. Og andre af de spillere, der ikke passede så godt ind i hans fodboldsyn, der primært handlede om at undgå at tabe – som onde tunger ville formulere det.

Han har haft mange fjender, men i dag har han mange venner og dyb respekt fra omverdenen. Det er fortjent.

Og så er der tilnavnet. Som Fyens Stiftstidendes Leif Rasmussen har beskrevet det: ”Det er med vilje, at kælenavnet Ricardo ikke bliver brugt her, fordi Møller Nielsen i virkeligheden aldrig har brudt så meget om Ekstra Bladets opfindelse inspireret af navnet på en tidligere smuglerkonge. Det står også i skærende kontrast til Richard Møller Nielsens seriøsitet som træner”.

Og hans imødekommende væsen, når man har ham på to-mands-hånd, kunne man så tilføje.

Man kunne skrive en bog – ja, et eventyr – om Richard Møller Nielsen, der mødte modgang, men vandt det hele. Jeg nøjes med et lille blogindlæg. Tillykke med de 75.