Mandag kom den første melding: Christian Poulsen stopper på landsholdet. Tirsdag fulgte Thomas Sørensen trop: Farvel til landsholdet. 

Det er to store danske fodboldspillere, der nu tager afsked med nationalmandskabet efter mere end 10 år i rødt og hvidt. Det kalder på respekt, hæder og ære til begge to, og de veltimede meldinger er blevet rost fra nær og fjern som fornuftige, modne – og måske rådgivet af landstræneren.

Værnepligt aftjent
Under alle omstændigheder står man tilbage med et landshold, der har mistet to spillere, der for at bruge en slidt kliche reelt havde aftjent sin værnepligt. Christian Poulsen sluttede landsholdskarrieren som reserve, mens Thomas Sørensens sidste landskamp er nærmest er hjerteskærende at se tilbage på. Jeg var på stadion i Hamborg, da målmanden måtte lade sig udskifte med en skade kort tid før EM. Synd.

Som det er nævnt andre steder, bør det ikke være sidstehåndsindtrykket, der prenter sig ind i danske fodboldfans’ hukommelse. Begge spillere har leveret store præstationer på landsholdet og fortjener som nævnt pæne ord med på vejen og en hæderlig plads i den store danske fodboldkrønike.

Kigger man fremad er det dog ikke noget kæmpetab for landsholdet at sige farvel til de to spillere med over 180 landskampe til sammen på CV’et. På midtbanen har Niki Zimling og William Kvist taget over som førstevalg på de centrale pladser og på målmandsposten er der efterhånden bedre alternativer at vælge for Morten Olsen. Men hvilke?

Målmandsposten – hvad gør vi?
Det store spørgsmålstegn er således, hvem Olsen vælger at satse på i de kommende år som førstemålmand på landsholdet. Stephan Andersen blev af naturlige grund valgt under EM-slutrunden i Polen og Ukraine, men der er næppe mange, der er i tvivl om, at Anders Lindegaard besidder størrre potentiale og talent end den tidligere Brøndby-målmand. Han er også folkets valg, men det skyldes også hans Manchester United-visitkort og gode talegaver.

Det store minus for Lindegaard er selvfølgelig situationen i Manchester United, hvor han formentlig vil stå bag David de Gea og få begrænset spilletid i form af optrædender i diverse cup-turneringer og når de Gea skal have en pause i det stramme engelsek program. Det vil umiddelbart betyde en fordel til Stephan Andersen, men man skal ikke glemme, at målmanden faktisk mistede sin plads i Evian-målet og kun fik den tilbage i sidste sæson, fordi konkurrenten Bertrand Laquait blev langtidsskadet. Hvad sker der, når han bliver klar igen? Skal Andersen så på bænken? Og hvad gør Morten Olsen så, hvis både første- og andetvalget er bænkevarmere i deres klubber?

Det kan – måske måske – give chancen til fremadstormende Kasper Schmeichel – eller et mere uprøvet og markant bud som Jesper Hansen, der via solide præstationer og utrolige 16 clean sheets i sidste sæson for FC Nordsjælland trænger sig på i takt med udsigten til Champions League-bold i efteråret.

Arven fra verdens bedste liga
Under alle omstændigheder må Danmark måske berede sig på et fald i niveau på landsholdet. Medmindre Anders Lindegaard erobrer en fast plads i Manchester Uniteds mål, vil Morten Olsen således ikke kunne råde over et lige så stærkt og solidt navn, som Danmark har kunne de sidste 20 års tid.

For stort set lige siden Peter Schmeichel brød igennem med imposante præstationer i Manchester United, har Danmark været begunstiget af at have en Premier League-målmand som fast mand mellem stængerne. Bortset fra nogle få perioder har denne endda fået fast spilletid i verdens stærkeste liga, men nu ser det ud til, at vi må nøjes med mindre de kommende år.

Onsdag udtager Morten Olsen efterårets første landsholdstrup, og i næste uge får vi måske et praj om, hvem der skal varetage målmandsposten i fremtiden, når Danmark møder Slovakiet i en testkamp.

Under alle omstændigheder må vi håbe på en hurtig afklaring og en stærk udvikling til det endnu bedre på den vigtige post som bagerste mand.