OL er i fuld gang, og jeg har længe barslet med en top ti over mine største danske OL-oplevelser. Den kommer her. Som det fremgår af det nedenstående kom jeg først for alvor i gang med OL-kiggeriet i 1996. Derfor er det også min personlige favorit-udgave af legene – og derfor er der en del præstationer med fra det år. 1992 er repræsenteret med en enkelt oplevelse, men ellers er det de fire seneste lege, der har leveret OL-oplevelser til mit hjerte. Danmark har vundet 33 medaljer siden 1992 – ti af dem er nævnt her.

Jeg har udelukkende fokuseret på danske OL-oplevelser. Senere i løbet af de næste to uger vil jeg bringe nogle af mine største oplevelser med udenlandske atleter.

Nå, her kommer den: En personlig top ti-liste over de største danske OL-øjeblikke.

Martin møder Martin i 1993: En ung Camilla Martin giver en ung Martin Davidsen en autograf i Nyborghallen.

10. Camilla Martin, sølv i damesingle, badminton, 2000

Jeg har alle dage været vild med badminton – en sportsgren jeg selv spillede på turneringsniveau med blandet succes gennem 15 år af mit liv. Camilla Martin var et af de store danske guldhåb i 2000, men måtte nøjes med sølvet. Hun havde vundet verdensmesterskabet i 1999, og jeg følte mig sikker på det OL-guld. Hun tabte til Gong Zhichao i finalen, men det ændrede ikke på, at hun i de år var en af landets største sportsstjerner – og et af mine idoler.
Hun var bedre til at spille badminton end hun er til at lave fodboldfjernsyn.

9. Michael Maze og Finn Tugwell, bronze i herredouble, bordtennis, 2004
Ved hvert eneste OL er der en sportsgren, der bliver kult af den ene eller anden årsag. Curling-pigerne fra vinter-OL i 1998 er det bedste eksempel, men også om sommeren plejer der at være sportsgrene, der fanger opmærksomheden. I 2004 var det bordtennis – mit gæt var det på grund af Finn Tugwells navn, der fik sin egen sang af bandet Sticky. Det blev til bronzemedaljer for de to unge mænd, og lige siden har jeg altid holdt et øje med bordtennisgutterne.

Brian Nielsen dengang i 90’erne, hvor han var folkehelt.

8. Brian Nielsen, bronze i supersværvægt, boksning, 1992
Jeg var kun syv år i 1992, og jeg kan næsten ikke huske noget fra legene i Barcelona. Faktisk kan jeg kun huske én dansk atlet: Brian Nielsen, der med sin bamsefacon og umiddelbarhed tog mange danske hjerter den sommer. Korsør-knægten var en typisk dansker, der var lidt for tyk, men aligevel var en af de bedste. Sådan nogle historier kan vi lide, og den sommer slog Nielsen sig fast som en af halvfemsernes største og mest folkelige danske sportsudøvere.

7. Wilson Kipketer, sølv i 800 meter løb, atletik, 2000
På et tidspunkt, hvor Danmark begyndte at rynke på næsen af ‘de fremmede’, løb en sort mand fra Afrika sig ind i de danske hjerter. Han markerede sig allerede i midten af halvfemserne, men det var først i 2000, at Wilson Kipketer var med ved sit første OL for Danmark. Der var lagt op til guldfest, men Wilson Kipketer måtte nøjes med sølv. Som min gode ven Sebastian Stanbury har noteret, er det stadig noget, man kan ærgre sig over i dag.
Wilson Kipketer fik Ridderkorset af Dannebrog i 2008. Helt fortjent.

6. Eskild Ebbesen, Hans Kristensen, Stephan Mølvig, Thomas Ebert, guld i Letvægtsfirer, roning, 2004
Roning er ikke noget, der optager mig voldsomt meget, men når ‘Guldfireren’ er på vandet, har jeg det som de fleste sportsinteresserede danskere: Det skal jeg se. I 2004 var ingen undtagelse – også selvom letvægtsfireren kun havde fået bronze fire år forinden. I 2004 var der lagt op til revanche, og med fanebæreren Eskild Ebbesen i spidsen lykkedes det. Letvægtsfireren var atter ‘Guldfireren’ – et for længst udødeligt og markant tilnavn i dansk sportshistorie. Og apropros Eskild Ebbesen: Den mand er fantastisk og fortjener en plads i Dansk Idræts Hall of Fame (hvilket han først kan få fem år efter et evt. karrierestop.)

5. Rof Sørensen, sølv i landevejsløbet, cykling, 1996
1996 er den første OL-turnering, jeg for alvor kan huske. Jeg så det hele og fik lov at blive længe oppe for legene i Atlanta – og derfor står disse lege som de største for mig. Det bærer top fem på denne liste også præg af. På en baggrund af viljestyrke og kildevand var Rolf Sørensen en af verdens bedste en-dags-ryttere i midten af halvfemserne – og det beviste han i landevejsløbet ved OL ‘over there’. Det lignede en guldmedalje, men det blev sølg – og jeg tror stadig, at han ærgrer sig over det.

Et rigtigt Journalisthøjskole-billede: Joachim B. Olsen få uger inden han bar Dannebrog ind på stadion i Beijing i strakt arm.

4. Joachim B. Olsen, fanebærer for Danmark, åbningsceremonien, 2008
Det aftvinger respekt, når man bærer den danske fane ind ved åbningsceremonien i strakt arm. Det gjorde Joachim B. Olsen i 2008, hvor han havde det ærefulde hverv. Som journaliststuderende på 1. semester havde jeg interviewet ham en måneds tid inden, og jeg kan huske, at jeg var voldsomt imponeret af hans fysik. Jeg mødte ham på Cafe Break ved Aarhus Stadion, hvor han mødte op i et par meget små shorts, så hans enorme lårbasser var utroligt opmærksomhedskrævende. En stor atlet, der fik kuglestødning på Danmarkskortet. Respekt herfra til sportsmanden Joachim B. Olsen.

3. Jonas Warrer og Martin Kirketerp, guld i 49’er, sejlsport, 2008
Det er en kliche at nævne den her, men dramaet var så stort, at det fortjener en plads i min personlige top tre. Det er endnu et eksempel på ukendte sportsgrene, der får masser af opmærksomhed på grund af en markant OL-bedrift. Jeg så finalen live, og jeg huske som de fleste historien tydeligt, men her følger et kort oprids: Warrer og Kirketerp skulle blot have en syvendeplads i finaleheatet for at vinde guld, men kort inden start knækkede deres mast. Da al håb syntes ude, lånte de den kroatiske båd og sejlede sig til guld. Efterfølgende fulgte en skrivebordssag, der også endte med dansk sejr. En vild historie. Warrer og Kirketerp var mødte senere på året op til DR’s årlige sportsshow iført guld-jakkesæt, hvilket passede fint til prisen BT’s Guld, som de modtog.

En flot mand. Kæmpe sportslegende i Danmark.

2. Danmark, guld i kvindehåndbold, 1996
Der er så mange gode anekdoter, billeder og historier knyttet til den OL-guldmedalje. For det første var det det første OL-guld til håndboldpigerne. En epoke blev altså indledt. For det andet var Ulrik Wilbek træner, og de fleste kan huske den rødmossede mand med brillerne hoppe op og ned i en blanding af ekstase og eufori. For det tredje så jeg kampen sammen med en stor del af min familie, og da Danmark var bagud til Sydkorea, bad jeg min DR-ansatte onkel om at ringe ind til fjernsynet, så resultatet kunne laves om. For det fjerde var Anja Andersen fantastisk i den finale, og mit personlige yndling-minde er fra det brændte straffekast, hvor DR’s kvindelige håndboldkommentator bramfrit satte ord på: ”Nej, for satan!”. For det femte kom samme Anja Andersen forrygende igen i den forlængede spilletid og sikrede OL-guldet. En stor dag.

1. Poul-Erik Høyer, guld i herresingle, badminton, 1996

Det bedste ved OL er, at man en gang hvert fjerde år finder ud af hvem der er den bedste til hver eneste sportsgren. Derfor kan jeg også bedst lide de individuelle discipliner, fordi der kun er én vinder.

Jeg var flittig autografjæger i min barndom. Og fik Høyers signatur et år inden OL-triumfen.

Som nævnt har jeg altid haft et godt øje til badminton – og derfor står Poul Erik Høyers guldmedalje som det største hos mig. Optakten til OL var forrygende, idet han havde vundet All England samme år. Det fantastiske ved Poul Erik Høyers OL-triumf var selvfølgelig jubelscenerne. Den mest ikoniske var i semifinalen, hvor han rev sin trøje itu ved brystet for ligesom at vise, hvor medaljen skulle hænge. Som nævnt spillede jeg selv badminton i de år, og den jubelscene blev selvfølgelig kopieret i de fynske haller, selvom jeg ikke havde kræfter til at rive min trøje i stykker. Finalejublen bar både præg af eufori og en fræk dans. Det var skønt. Mit klart bedste OL-minde med en af mine favorit-atleter.