Som forudset i seneste blogindlæg, ville et OB-nederlag mod FC Nordsjælland få konsekvenser blandt presse, fans og godtfolk. Kigger man på OB’s officielle debatforum, er alarmklokkerne allerede begyndt at ringe. I flere forskellige debatprogrammer er “OB’s krise” på dagsordenen. Og klubben selv er nødt til at grave succeshistorierne frem.
På bare to kampe er OB blevet sat alvorligt under pres, og nu venter to udebanekampe mod Lyngby og HB Køge. Førstnævnte opgør bliver en barsk opgave for en decimeret OB-trup uden flere problemer. Djemba-Djemba, Espen Ruud og Bernard Mendy er alle i karantæne, mens Kalilou Traoré og Daniel Høegh stadig slikker sårene efter skadesperioder.
Derfor kan der blive plads til folk som Oliver Larsen og Timmi Johansen i startopstillingen. Sidstnævnte kom til OB i sommeren 2008 og har fået 45 minutter i en pokalkamp mod Marienlyst. Bliver til mere i Lyngby? Og hvad kan vi forvente af en spiller, som gennem fire år ikke er blevet fundet god nok til så meget som et indhop i en Superligaen? Bashkim Kadrii er før blevet prøvet som venstre back, og han kan blive en mulighed igen, men han vil så efterlade et andet hul på banen.
I Lyngby bliver smalhalsen i OB for alvor testet, for truppen er på et minimum, hvilket gør det naturligt, at Fyens Stiftstidende i dag spørger Henrik Clausen om der er nok folk til at fylde syv-mands-bænken ud. OB valgte selv i transfervinduet at barbere i truppen uden at hente nye folk ind, og kræsenheden kommer til at stå sin prøve nu, hvor der er mandefald.