Der er under en måned til Superligaen starter, og selvom vinterens mørke og kulde i disse dage sender solen til psykolog og får fodboldfolket til at søge samme vej, så er februar på sin egen facon en særlig måned i dansk fodbold.
For hvor januar er sæson for transfers og rygtestrømme, er februar i dansk fodbold lig med træningskampe. Og mens januars spekulationer handler om, hvilke spiller der skal ind og ud af klubberne, handler februars spekulationer om hvor spillerne så skal spille henne på bane.
Triste træningskampe på TV
Det er en klassisk disciplin for fodboldfans at stille sig op i minusgrader og se træningskampe i håb om at se nye taktiske strømninger eller være en af de første til at se en ny spiller i aktion. Derfor har TV2 Sport i år kastet sig over at vise nogle af de danske holds træningskampe direkte i TV, og jeg må indrømme, at det desværre har været en lidt trist og flad fornemmelse at følge.
Det er bare ikke det samme at se et Superligahold møde et østrisk mandskab på et buldrende tomt stadion. Slet ikke når man ser det på TV-skærmen.
Hvor fodboldnørder mødes
Bevares, det er stadig spændende at se, hvordan Superligaholdene forbereder og forsøger sig med nye konstellationer, men charmen ved træningskampe er også at stå så tæt på grønsværen, at man kan høre trænernes dessiner, se spillernes udtryk og mærke stemningen fra første parket.
For en del af træningskamps-universet er også at mødes med andre fodboldnørder, der trodser kulden og får stillet fodboldliderligheden med en live-kamp. På sidelinjen hører man historier og meninger, som man ikke får i sofaen.
Der er under en måned til Superligaen starter. Ventetiden kan man lige så godt bruge på at se noget fodbold.