“Man kan aldrig få angribere nok. I England siger man, at vi samler på dem.”
Ordene stammer faktisk fra den tidligere OB-træner Bruce Rioch fra dengang han en kort periode var i AaB. I sin OB-tid havde han lignende udmeldinger, for Rioch var af den overbevisning, at angribere havde så stor betydning for et hold, at man skulle have rigeligt af slagsen.
Ikke nok med Skoubo og Falk
Nu kan OB risikere at stå i en situation, hvor man kommer til at mangle målscorere. Djiby Fall har forladt Ådalen og kommer næppe tilbage, og i dag fortalte fynboerne selv, at Peter Utaka forhandler med en anden klub. Forsvinder Utaka også, har man henover vinteren sagt farvel til to spillere, der til sammen har scoret 97 mål for OB.
Det efterlader en stab af angribere, der blot tæller to spillere: Morten Skoubo, der med bare ni kampe i OB-trøjen ikke ligner en mand, der har vundet træner Clausens tillid og unge Rasmus Falk, der går en stor tid i møde, men aktuelt er blevet sat tilbage af helbredsmæssige årsager.
Spin eller passivitet?
Derfor er det en markant overraskelse, at Poul Hansen i flere medier har sagt, at OB ikke umiddelbart vil hente en angriber i dette transfervindue. Det kan naturligvis være god, gammeldags spin, men Hansen har flere gange understreget, at han forventer et passivt transfervindue i OB her i januar.
Man må alligevel undre sig over, at OB ikke har tænkt sig at erstatte to kapaciteter som Djiby Fall og Peter Utaka. Man har talt om et formdyk hos Peter Utaka, men selvom han ikke er på samme superniveau som tidligere, er han altså OB’s Superliga-topscorer med otte mål i efteråret. Ganske vist kan Bashkim Kadrii, Rurik Gislason og til dels Andreas Johansson bruges som angribere, men det er ikke det samme som at have en “ægte” skarpretter, der lever af og lever for at score mål.
Hvorfor vente til sommer?
Derfor bør OB gå efter en angriber allerede i dette transfervindue. Når OB endda arbejder med et skyggehold med 50 spillere, må man gå ud fra, at en del af disse er angribere, der på den eller anden måde er realistiske at få fat i. Det er svært at få øje på en negativ effekt ved at investere i angriber allerede nu. Hvorfor vente til sommer?
97 mål erstatter ikke sig selv.
One thought on “97 mål kalder på en erstatning”