I denne uge har der været pokalfodbold i Danmark. Hvis nogen skulle have glemt det, er der ikke noget at sige til det, for det er ikke meget opmærksomhed, turneringen har i Danmark.
Jeg havde selv fornøjelsen af at se en pokalkvartfinale, da jeg onsdag kl. 13.15 var vidne til Næsby Boldklubs kamp mod SønderjyskE. Det fynske 2. divisionshold stod for charmen ved pokalturneringen, idet at et lille hold kan nå langt, og det blev belønnet med mere end 2.000 fremmødte, der var spændte på, om der skulle komme endnu en af de charmerende overraskelser, som fodbold – og især pokalfodbold lever af. At det så blev til et 1-5-nederlag er der ikke meget at sige til.
Storhold skuffer
Dette indlæg er skrevet før kvartfinalen mellem FCK og FC Nordsjælland, men man kan konstatere, at tre hold er klar til semifinalerne: SønderjyskE, HB Køge og Horsens. Nu er det ikke fordi, at nogen hold er mere værdige end andre, men det er synd for pokalturneringen, at det er hold uden tilskuere, der når så langt.
Brøndby, OB, AaB, AGF og FC Midtjylland har skuffet – førstnævnte havde naturligvis stærk modstand, mens de øvrige på en god eller bare koncentreret og skarp dag kunne have gået videre. I nogle klubber er der tradition for at spare spillere i pokalturneringen, i andre har det vist sig at motivationen eller skarpheden har manglet.
Hvor er tilskuerne
Det efterlader pokalturneringen med nogle hold, som har svært ved at samle Danmarks opmærksomhed om den ellers traditionsrige turnering. De seneste to år har der kun været 15-18.000 tilskuere til finalen i Parken – tidligere har der været tradition for mere end 30.000 af slagsen.
Som sagt er det her indlæg ikke en kritik af de hold, der rent faktisk tager turneringen seriøst. Det er snarere et opråb om at fodbold-Danmark tager turneringen seriøst. I flere andre lande er der stor respekt om pokalturneringen, og det er ikke bare fordi, det er en smutvej til Europa. I Norge er det en festdag, når der er pokalfinale, og man kalder endda turneringen for “Mesterskapet i fodbold”.
En del af fodboldens sjæl
I Tyskland og England er der også stolte pokaltraditioner, hvilket jeg selv oplevede tildligere på året, hvor jeg var en del af de mere end 70.000 tilskuere, der på en tirsdag aften så Dortmund vinde over Dynamo Dresden.
I Danmark mangler vi lige at tage turneringen rigtig seriøst. Det er en skam. Pokalfodbold er både charmerende, spændende og en vigtig del af fodbolden sjæl.