Mangler OB et dumt svin – eller bare en leder?

For at bruge en kliche, så er der stormvejr omkring den ellers idylliske fynske Ådal for tiden. Det er kun blevet til en enkelt sejr i de seneste syv kampe, fansene raser på klubbens eget debatforum og både medier og kommentatorer skyder med skarpt mod både trænere og spillere.

Det er et lille mysterium, at OB i begyndelsen af sæsonen var 45 minutter fra Champions League og godt med i Superligaen, mens man nu ser ud til at lede efter både point, spilkoncept og harmoni i truppen.

Hvad er løsningen?
Selvom det ikke er en katastrofe at tabe til Twente, så kunne en skarp indsats og point i Europa League-kampen have givet et løft og boost, der kunne bruges i de kommende svære Superligakampe. Nu sidder man stadig med en fornemmelse af, at OB trods en lille fremgang ikke er helt ude af den aktuelle krise. Og hvad er løsningen så på det?

Mange kloge hoveder og fodboldfolk prøver at gætte sig frem til svaret, og mon ikke også Henrik Clausen og kompagni gør sig sine tanker. I min bog mangler OB – udover en dygtig målmand – en sand leder eller en hård nyser, der kan tage ansvar, når det gælder.

Uden anfører siden Laursen
En ting ad gangen: Først det med lederen. Den tidligere OB-anfører Esben Hansen udtalte for nylig, at OB havde en stærk leder i Ulrik Laursen, da denne var i klubben. Min påstand er, at OB har manglet en type som ham siden Laursen skiftede til FCK.

Lige nu vandrer anførerbindet mellem Anders Møller Christensen, Chris Sørensen og indimellem Hans Henrik Andreasen. Alle tre er rutinerede folk, men er de ledere? Chris Sørensen sagde selv nej tak efter Laursens exit, Hans Henrik Andreasen er vel mest en trofast løjtnant, der med sine vestjyske aner ikke er kendt for at råbe op. Så er der Anders Møller Christensen, som har noget “chef” over sig, men han har tidligere været på vej væk fra OB, og han virker på en eller anden måde ikke helt som LEDEREN på OB’s hold.

Arven fra Helveg
Så noget kunne tyde på, at man mangler en kaptajn på skuden. Selvom Thomas Helveg ikke spillede så meget i sin sidste OB-tid, var han en slags åndelig leder, der i kraft af sin enorme erfaring havde kæmpe respekt i truppen. Nu er han assistenttræner og har en anden rolle.

Hvem har så overtaget Helvegs rolle i truppen? Svaret blæser i vinden, men det er ikke kun i OB, at man savner den slags. Også i FC København og andre klubber søger man anfører-typen, der går forrest. Så bare fordi man mangler en leder, behøver man ikke at tabe fodboldkampe. Bare se på OB’s tre sølvmedaljer de seneste tre sæsoner; så skidt er det altså heller ikke.

En ledertype eller bare en led type
Jeg lavede for et par uger siden en artikel til Tipsbladet om OB’s første år med Henrik Clausen ved roret. Her sagde Clausen blandt andet:

“[…]Vi tænker åh nej, når vi kommer bagud 0-2, og jeg kan godt sidde på bænken og tænke: ‘Hvor er den store, nordiske viking, der råber for satan og skider på det hele.”

Med andre ord kunne det tyde på, at der mangler et dumt svin på OB’s hold. En spiller, der råber op og tager ansvar, når det gør ondt. OB har tidligere haft tradition for at have hårde hunde i truppen. Spillere som Kim Ziegler, Stig Tøfting og Carsten Hemmingsen har aldrig været bange for at gå til makronerne, og måske er det sådan en sabotør-type, som OB skal have spillet ind på holdet.

Fight frem for pænhed
Der mangler en Rambo, der laver glidende tacklinger så det synger og kan agere stærk mand på den defensive midtbane, når det gør ondt. En, der ikke vil have kunst, men bare point. En, der løber ind i modstanderen mod hovedet forrest i stedet for at hænge med selv samme.

Sådan en har man ikke i øjeblikket. Hans Henrik Andreasen er en slider, men igen en pæn dreng, som er mere offensivt orienteret, Djemba-Djemba er for flamboyant i sit spil til sådan en rolle, og Andreas Johansson er ikke en fighter. Så kunne man nævne Kalilou Traoré, men han taler kun fransk og har hverken en aura af lederskab eller galskab over sig.

Kun sejre lukker kritiske røster 
Så OB får et travlt transfervindue til vinter. Der er flere mangler i truppen, og direktør Christensen har hele tiden sagt, at det tager tid at skabe den trup, man ønsker. Indtil da må OB-ledensen finde sig i, at fans, medier og andre godtfolk ser med kritiske øjne på klubben.

Det er selvfølgelig let for omverdenen at skyde med skarpt helt gratis, men sådan er showet, og i sidste ende er der kun en ting, der kan lukke munden på folket: Sejre.

2 thoughts on “Mangler OB et dumt svin – eller bare en leder?

  1. Jeg vil give dig fuldstændigt ret. Der mangler en leder type/fighter som går forrest og viser vejen for alle de andre spillere. Jeg synes AMC er det tætteste på en leder. Chris er som sådan anfører, men man ser ikke så meget til ham på banen, virker ikke som typen der samler holdet.

    Så ja, vi mangler en leder. Men selvom du henter en ny leder type ind, vil der gå tid før han får spillet sig ind på holdet og får den respekt fra de andre, til at kunne gøre en forskel. Så det tror det bliver en længere process, før vi er tilbage i fuldt vigør.

  2. Og jeg er også enig med dig. Det vil tage tid, og der er virkelig gang i en langsigtet proces lige nu. Det er bare vigtigt, at man midt i den langsigtede planlægning ikke glemmer at vinde fodboldkampe. Det vil være en katastrofe at misse europæisk bold næste sæson, men sæsonen er stadig ung, meget kan ske og bolden er rund. Bliver spændende at se.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s