Der sker noget i OB i disse uger. Først blev Peter Utaka bænket mod Fulham, og mandag blev en anden ”sikker” mand vraget fra startopstillingen. Stefan Wessels røg på bænken, og ind kom Mads Toppel og leverede en ganske godkendt indsats.
Det er en lille triumf for Mads Toppel at erobre pladsen i det fynske mål. Målmanden var i starten af årtusindet en ung keeper i OB, der var reserve for både Jesper Christiansen og Karim Zaza, men i de få kampe, han fik, gjorde han sig ikke heldigt bemærket.
Fæle drops og en håndværkerskade
Således er han husket for nogle fæle drops i 2002/03-sæsonen, hvor han i Karim Zazas karantænefravær fik tre kampe i målet og lukkede syv mål ind samt en mystisk skade, som han fik i forbindelse med sit bijob som blikkenslager.
Siden forlod han OB og skiftede til B1909, hvor faderen Claus var en stor topmålmand for årtier tilbage. Men det var altså først efter at have rykket til Næstved og siden Tromsø, at han etablerede sig som en stærk keeper.
Og det var derfor, at OB i vinter hentede ham ind som reserve for Stefan Wessels. På en et-årig kontrakt, der udløber til vinter. Netop det faktum understreger OB’s aktuelle målmandsproblem. Ikke nok med at Stefan Wessels har droppet, reserven har kontraktudløb om lidt – og er altså ikke den målmand på internationalt niveau, som OB har brug for.
Arven efter Høgh, Zaza og Onyszko
Kigger man på OB’s målmandshistorik, befinder klubben sig i øjeblikket på et lavpunkt, der kan sammenlignes med de vakuumer, der var mellem Jesper Christiansen og Karim Zaza i efteråret 2000 og mellem Karim Zaza og Arek Onyszko i efteråret 2003. Man mangler en klassemålmand på det niveau.
Siden Arek Onyszko blev sparket ud af Ådalen, har hele seks målmænd spillet Superligafodbold for OB: Anders Lindegaard, Roy Carroll, Aleksander Lund Hansen, Emil Ousager, Stefan Wessels og nu Mads Toppel.
Det vidner også om ustabilitet, der ikke hører et tophold til. Ganske vist er der vidt forskellige årsager til, at de førnævnte målmænd ikke har været i OB i længere tid, men faktum er, at man mangler en holdbar løsning. Både kvalitativt og tidsmæssigt.
En topmålmand er nødvendig for at være i toppen. Kigger vi udenlands, er Bayern München det perfekte eksempel med tilgangen af Manuel Neuer. Mindre kan gøre det for OB, men det kræver en forstærkning i målet, hvik ikke målsætningen om en placering i toppen skal komme i fare.
One thought on “Blikkenslagerens triumf og OB’s problem”