En tre-trins-raket på syv dage

Når OB i aften løber på banen til kampen mod Fredericia, bliver det startskuddet til syv dage med tre enormt vigtige kampe. Ikke nok med at man skal rejse sig ovenpå mandagens fadæse mod Horsens, man skal også holde tungen lige i munden i et hårdt kampprogram.

Det er nu, at bredden i truppen for alvor skal slå igennem, og så skal fynboerne bevare optimismen og kynismen, så den kommende uges tid kan give tre sejre.

Fredericia, FCM og Fulham
Der venter en tre-trins-raket af vigtige kampe: Fredericia torsdag, FC Midtjylland søndag og Fulham næste torsdag. Ingen af kampene må tabes.

Torsdag aften står Fredericia for døren i en pokalkamp, der bare skal vindes.  Alfa og omega er avancement i pokalturneringen, som OB jo plejer at vinde hver femte år (seneste triumfer er i 02 og 07), men der kan måske blive plads til nogle af de unge og mere uprøvede folk. Og så skal det i øvrigt blive interessant at se, om Henrik Clausen allerede i denne kamp vil prøve nogle ting på backerne, hvor der skal eksperimenteres på søndag.

Mod Midtjylland uden backs
For mod FC Midtjylland står OB overfor en stor udfordring. Dels skal man vinde for at holde trit i kampen om andenpladsen, og dels er der defensive udfordringer. Ikke nok med at man lukkede fire mål ind mod Horsens, Bernard Mendy og Espen Ruud fik også gule  kort, der sender dem i karantæne søndag mod FCM. Chris Sørensen skal nok tage sig af venstrebacken, men i den anden side er der ingen alternativer.

Og hvad gør man så? Skal Daniel Høegh ind og spille en uvant højre back? Giver man uprøvede Oliver Larsen chancen? Eller skal vi ud i et sats med Rurik Gislason eller en helt fjerde på positionen? Det bliver interessant at se, for OB kan simpelt hen ikke tåle et nederlag. I så fald er man pludselig et midterhold, der er tættere på bund end top.

Fulham for enden af regnbuen
Når det sure slid mod Fredercia og FC Midtjylland er overstået, venter så præmien: Fulham næste torsdag i Europa League. Det har potentialet til at blive den største kamp inden vinterpausen, fordi englænderne formentlig kommer med både stjerner, fanskare og masser af stolte traditioner fra verdens største fodboldland.

OB har efterhånden udviklet sig til et hold, der kan betegnes som europæisk ekspert, så det er slet ikke umuligt at skabe et resultat mod Fulham. Men først venter altså hårdt arbejde med nogle vanskelige opgaver.

Det er vist noget med at tage en kamp ad gangen…

One thought on “En tre-trins-raket på syv dage

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s