Sikke en fodboldweekend! Zaragoza – Real Madrid 0-6. Barcelona – Villarreal 5-0. Manchester United – Arsenal 8-2. Tottenham – Manchester City 1-5. Imponerende med så mange ‘underholdene’ mål. Men som nogle kammerater og jeg talte om forleden dag, er det også et symptom på en trist udvikling i fodboldverdenen.

Weekendens kampe i flere ligaer bekræftede et indtryk af en fodboldverden, der ikke har det godt. Det var altså sidste års mestre, der gennempryglede de nærmeste forfølgere (Arsenal og Villarreal blev begge nummer fire sidste år)!

Det er afgjort
Kigger man på tabellerne i Premier League og Primera Division, så kunne man godt frygte, at mesterskab og efterfølgende placeringer er afgjort. Barcelona og Real Madrid fører i Spanien, mens den engelske top fire tæller Manchester United, Manchester City, Chelsea og Liverpool. Er der for alvor nogen, der tror, at det ser anderledes ud, når sæsonen slutter i maj?

Så kunne man glæde sig over den hjemlige suppedas. Men nej. Her fører FC København allerede suverænt efter syv spillerunder. Der er fire point ned til AaB og otte point ned til sidste sæsons sølvvindere. Nedrykkerne er lige nu Lyngby og HB Køge – det kunne godt blive det samme til foråret.

Vi drømmer om små sensationer
Min diagnose er at fodbolden er syg. I Spanien snakker man faktisk om, at det er livstruende. Hvad kan man gøre? Er UEFA’s financial fair play vejen frem? Måske. Noget bør der i hvert fald gøres, for suveræniteten blandt stærke købehold verden over er efterhånden så stor, at der ikke er meget spænding i løbet af sæsonen.

Hvad skal en stakkels fodboldfanatiker dog gøre? Jeg håber på et mirakel og nogle flere små sensationer på fodboldbanerne.