Når disse linjer skrives, er der 23 timer til kick off mellem Villarreal og OB i den afgørende Champions League-kvalifikation. Og hvis ikke det kalder på et blog-indlæg, så ved jeg ikke, hvad der gør.
Det bliver en stor kamp og en vigtig en af slagsen for dansk fodbold. FCK får svært ved at vende den truende fiasko i Tjekkiet, så hvis Danmark skal have et hold med i denne sæsons Champions League, er det op til OB. Det bliver imidlertid rigtig svært.
Publikum, held og dygtighed
For det første var OB heldige i første kamp. Ganske vist var det et taktisk og fysisk mesterstykke på hjemmebane, men OB var presset i flere omgange på Odense Stadion, der til lejligheden var mere overtændt end en technofest i provinsen. De tre ingredienser – held, dygtighed og opbakning – kommer fynboerne måske til at mangle i Spanien.
Lad os tage en ting ad gangen: Først opbakningen, hvor der ikke er meget at diskutere: Der kommer med garanti ikke 13.000 opstemte fynboer til Villarreal. Der kommer måske 100.
Målmanden skal træde i karakter
Noget mere usikkert er det med heldet og dygtigheden. Det er umuligt at sige, om OB vil være heldige igen. Til gengæld er der også usikkerhedstegn i forbindelse med det med at være dygtig. OB’s udskældte målmand Stefan Wessels stod fremragende i hjemmekampen mod Villarreal, men allerede mod et tandløst Lyngby-hold lavede han en brøler ved at begå straffespark.
“Jeg er ikke tryg ved OB’s målmand. Han minder mig om Søren Ryge,” sagde en journalist på pressepladserne i første Villarreal-kamp, og tyskeren har endnu ikke overbevist fuldstændigt om, at han er en målmand i international klasse. Det skal han bevise i Spanien.
Sensationer og mirakler
Hertil kommer et Villarreal-mandskab, der dels er mere motiveret, dels kender OB bedre og dels er på hjemmebane. Det gør spanierne til store favoritter, og det vil være en sensation, hvis fynboerne kommer i gruppespillet.
Men den ultimative sportskliche er jo, at miraklernes tid ikke er forbi, og OB har før præsteret den slags i Europa. Om 24 timer er vi alle klogere på, om OB kan sænke den gule ubåd.