Superligaen begynder lige om lidt, og i det vil jeg tælle ned til hver dag frem til lørdag, hvor det hele går løs – og hvor jeg vil komme med mit bud på Superligaens slutstilling.
Første kapitel i nedtællingen handler om den såkaldte Lyngby-sag, som har fyldt meget i medierne den seneste tid. Dommen kom i dag, og det kan næppe overraske mange, at Lyngby får lov at blive oppe.
Lyngby-dom ville give kaos
Det vil ganske enkelt få for store konsekvenser for afviklingen af Superligaen, hvis man en uge før sæsonstart skulle til at lave alt om i forhold til kampprogram und so weiter.
Men det ændrer ikke på, at Lyngby har lavet nogle mystiske ting derude, men det foregår nok også andre steder. Og så er det lidt patetisk af Randers, at man jagter en billet til Superligaen ad den vej. Uanset om man er part eller ej og om man har en sag eller ej.
En lærestreg
Så Lyngby er klar til endnu en Superligasæson, men klubben i det nordkøbenhavnske må have fået et vink med en vognstang, mens andre klubber forhåbentligt også har fået en lille lærestreg.
Det ændrer dog ikke på, at Superligaen tegner sig meget interessant i den kommende sæson, og Lyngby skal nok blive et spændende bekendtskab igen. Sorte penge eller ej.