Ovenstående rubrik er ikke et udtryk for, at vi nu er i marts måned.

Nej, det handler om Superligaen, der begynder i kommende weekend. For mig har det altid været lig med forårets komme. Også selv om det i de fleste tilfælde har betydet nogle kolde eftermiddage og aftener med lange underbukser på benene og fodboldtrøjen trukket godt ned over dynejakken, så man godt kunne få en rolle som Michelen-mand.

Kald mig bare gammeldags
Men det gør ikke glæden mindre. For Superligaen er bare noget andet end Premier League, Bundesliga und so weiter. Man kan simpelt hen bedre forholde sig til det. Der er flere følelser med. Og det er på en eller anden måde mere ‘realistisk’ end de store ligaer, hvor spillerne er købt ind i dyre domme i bedste Football Manager-stil.

I Danmark handler det om den lokale byens stolthed, og der er noget nærværende over, at man kan støde på søndagens helte, når man går en tur i gågaden. Det betyder altså stadig noget. Kald mig bare gammeldags.

Uforudsigeligt og fedt
Fodbolden i Danmark er ikke nær så flot at se på. Det kan der ikke være tvivl om. Til gengæld er der især i disse år en stor uforudsigelighed (bortset fra FCK’s dominans). Det kan være et udtryk for manglende – og svingende kvalitet – men det er også noget, der giver stor spænding om alle andre pladser end førstepladsen i indeværende sæson.

Jeg glæder mig til at følge Danmarks bedste fodboldrække. Cirka otte hold kan risikere at rykke ned. Tre kommer nok til at spille om andenpladsen, der giver CL-kval.

I den forbindelse vil jeg advare om, at de kommende indlæg formentlig kommer til at handle om Superligaen. Den mest interessante liga i min verden.