Det har været et vanskeligt døgn. Efter den dramatiske hændelse, hvor Christian Eriksen kollapsede i Danmarks kamp mod Finland, har jeg brugt meget tanker på Christian Eriksen og hans kammerater på og omkring det danske landshold. Og for at bearbejde tankerne har jeg skrevet dem ned. Derfor denne tekst.

Billederne af Eriksen, der faldt til jorden, og den efterfølgende behandling under beskyttelse af holdkammerater, vil jeg aldrig glemme. De alvorstunge blikke og den bekymrende uvished gjorde et stort følelsesmæssigt indtryk på mig. Og der var mange rørende momenter i timerne efter. Finske og danske fans i forening. Fodboldspillere i tårer og dybe krammere. Kærlige tanker og varme hilsner fra alle verdenshjørner, hvor fodboldfolk og fans sendte dybtfølte beskeder på sociale medier.

Det var bevægende sprækker af lys i en mørk stund.

Og efter de positive meldinger om Christian Eriksens bedring, har det også været livsbekræftende at se den danske landstræner Kasper Hjulmand stå frem på pressemøde søndag og tale om begivenhederne og om ambitionen om at spille videre ved turneringen.

Der har været mange følelser.

Efter måneder – ja år – med forventningens glæde til århundredets fodboldbegivenhed på dansk grund, har der efter lørdagens begivenhed været stunder, hvor fodbolden føltes meningsløs, og hvor det syntes umuligt at kunne finde begejstring og spænding ved turneringen igen.

Men håbet vokser, og det har været rørende at se, hvordan fodboldens aktører har forenet sig ved at hylde Christian Eriksen i løbet af søndagens kampe. Vi har også set spillere juble over scoringer. Fans være forventningsfulde og begejstrede. Jeg sidder lige nu og ser en medrivende kamp mellem Holland og Ukraine, hvor kommentatorparret Bruun og Kraul snakker om begejstret om fodbold. Der har været glimt af normalitet som vidnesbyrd om, at tiden læger mange sår. At livet går videre, og en normalitet er ved at indfinde sig rundt om i fodbold-Europa. Den normalitet vil landsholdet også forsøge at finde ved at genoptage træning mandag.  At Christian Eriksen overlevede og efter omstændighederne har det godt. Den melding overskygger alt andet for mig og kan gøre os i stand til at se fremad.

Jeg tænker stadig meget på Christian Eriksen. På hans fremtid og på de tanker, han selv må sidde med i disse timer og dage. Jeg er glad for at høre, at han har smilet og vist overskud i sine samtaler med landsholdet i dag. Det fylder mig med håb.

Jeg tænker også på, hvordan landsholdets spillere og stab vil reagere i de kommende dage. Jeg har dyb respekt for de mennesker, der har været tæt på Eriksens uheld og skal bearbejde deres tanker samtidig med, at de skal forberede sig til nye opgaver og nye kampe. Der er nogle store personligheder i den gruppe. Flere af dem har prøvet noget lignende før, og selvom hvert forløb har været forskelligt, er det en del af den bagage, de enkelte aktører har med sig i denne stund.  

Landstrænerne Kasper Hjulmand og Morten Wieghorst oplevede noget lignende, da Jonathan Richter blev ramt af lynet under en reserveholdskamp for FC Nordsjælland og efterfølgende fik amputeret et ben. FC Nordsjælland fik udsat en kamp, men vandt den første, de spillede efter ulykken.

Pierre Emile Højbjerg mistede sin far i april 2014 – få uger senere var han med til at vinde den tyske pokalfinale, og en måned senere debuterede han på landsholdet.

Kasper Dolberg og Thomas Delaney var med på banen og bænken, da Ajax-spilleren Abdelhak Nouri kollapsede i en træningskamp mellem Ajax og Werder Bremen i 2015.

Målmandstræner Lars Høgh har i to omgange kæmpet med alvorlige kræftforløb, hvor landsholdets stab og spillere har kunne følge Høghs seje kamp på afstand, mens de har skulle præstere.

Dansk landsholdshistorie rummer også personlige tragedier af forskellige karakter, som er blevet håndteret.

Ved EM 1984 måtte landsholdet undvære sin bedste spiller, da Allan Simonsen brækkede benet i første kamp og måtte forlade turneringen. Danmark vandt de følgende to kampe.

Ved EM 1992 måtte landsholdsspillerne se deres holdkammerat Kim Vilfort haste hjem fra lejren på grund af alvorlig sygdom i den nærmeste familie. Vilfort kom senere tilbage til lejren og spillede en afgørende rolle i EM-triumfen.

Ved 2004 mistede Jesper Grønkjær sin mor lige omkring EM-start og ankom senere til landsholdslejren i Portugal.  Grønkjær var med i anden kamp mod Bulgarien og scorede.

De episoder har jeg også tænkt på i dag.

Det er mere end 500 dage siden, at der blev trukket lod til EM-slutrunden, så det danske landshold har forberedt sig på EM på hjemmebane i mere end halvandet år. Men de kunne ikke forberede sig på det her. Og det må være så forbandet svær en situation at være i.

Det tænker jeg på i de her timer.

De har grund til at være stolte af sig selv for hele den måde, de har håndteret situationen på i løbet af det seneste døgn, og de kan gå ind til de kommende, og når de skal spille kamp på torsdag, kan de gøre det med visheden om, at en hel nation – en hel fodboldverden – er stolte af dem.

Det håber jeg, at de kan finde en styrke i.

Det finder jeg selv et håb i.