OB-boss sætter sig selv under pres med tøvende citater

Oprindeligt bragt på tipsbladet.dk 

Det var nogle bemærkelsesværdige citater, OB’s sportsdirektør Jesper Hansen leverede til tipsbladet.dk søndag eftermiddag i katakomberne under tribunen på stadion i Farum.

På spørgsmål om kommende transfervindue signalerede Jesper Hansen ikke ligefrem, at der vil komme stor aktivitet i OB i januar, selvom klubben ligger i bunden af Superligaen med stor fare for at komme ud i farlige nedrykningskampe til foråret. Man kan med rette kalde det påfaldende og mærkværdigt – og det har tændt nye fakler blandt de OB-fans, der gennem hele efteråret har været kritiske overfor OB’s sportslige ledelse på sociale medier og debatfora. Det er forståeligt.
Det er så vidt vides første gang, at Jesper Hansen svarer ‘ingen kommentarer’ til et spørgsmål fra tipsbladet.dk om planerne for transfermarkedet, og det må også vurderes som en besynderlig strategi på et tidspunkt, hvor der er brug for at signalere handlekraft. OB kan ikke acceptere resultaterne i efterårssæsonen, og det må undre, at sportsdirektøren i de øvrige citater i interviewet taler om en fortsat tro på truppens kvalitet.

Det har været et stort tema i denne sæson, at OB har haft svært ved at score mål, og derfor burde sportsdirektøren som minimum signalere, at OB vil hente offensive forstærkninger i vinterens transfervindue. Hvis ikke det er planen, er det uforståeligt – også selvom truppen rummer spillere, der tidligere har scoret mange mål. Pointen er jo netop, at der ikke er blevet scoret nok mål i denne sæson – det er OB nødt til at gøre noget ved.

Få mål er ikke tilfældigt
Når OB-toppen ser alle efterårets kampe igennem, vil man måske kunne finde argumenter for, at OB burde have fået flere point i nogle af de 16 kampe, som klubben enten har tabt eller spillet uafgjort i løbet af sæsonen. Men det er ikke tilfældigt, når man over så lang en periode har så svært ved at vinde og score mål. Som en anden Superliga-træner har sagt tidligere på efteråret: Resultater er en konsekvens af det man laver. Her kunne man tilføje: Resultater er en konsekvens af truppens kvalitet.

En OB-fan skrev det meget rammende på Twitter tidligere på ugen: OB har scoret 15 mål i 20 kampe. Det er det dårligste snit i både Superligaen, 1. division og de tre 2. divisionspuljer i denne sæson. Altså det ringeste målsnit blandt Danmarksturneringens 50 hold.

Det kan ikke bare slås hen med uheld og tilfældigheder, at OB kun har scoret 15 mål i sæsonen. Når man gennem en hel efterårssæson går fra banen i 11 kampe uden at score, er det et udtryk for manglende kvalitet. Det skal der gøres noget ved, og dette burde Jesper Hansen have signaleret i interviewet tidligere på ugen.

Ved at sige ‘ingen kommentarer’ har Jesper Hansen måske villet undgå at lægge pres på klubbens angribere eller potentielt svække OB i spillerjagten til vinter. Det kan også være, at OB ikke har økonomi til at reagere på transfermarkedet, men det kunne man så have kommunikeret, så omverdenens forventninger blever afstemt. Replikken ‘ingen kommentarer’ medfører blot flere spørgsmål, som man ikke får svar på.

Med sine udtalelser har Jesper Hansen båret mere brænde til det bål, der brænder under ham. Nu er skriverier på sociale medier og debatfora ikke udtryk for alle OB-fans’ holdninger, men det er ingen hemmelighed, at Hansen er upopulær blandt dele af OB’s fans. Han vil blot blive endnu mere kritiseret, hvis han ikke formår at forstærke det fynske hold i løbet af vinterens transfervindue.

Jesper Hansen har flere gange peget på, at der inden sæsonen var stor tro på OB-truppen fra flere medier, omgivelser og eksperter. Det er også korrekt, at sportsdirektøren tidligere har fået ros i disse spalter, men når OB har været igennem et skidt efterår, ligger ansvaret også hos ham, og det medfører kritik.

I flere blogindlæg har tipsbladet.dk hele tiden peget på behovet for mere offensiv kvalitet. I kølvandet på aftalen med Rasmus Jönsson fik sportsdirektøren ros i et blogindlæg fra undertegnede, fordi OB tidligt havde skrevet kontrakt med mange (på papiret) stærke spillere og så ud til at have truppen på plads i god tid, men jeg skrev også, at OB stadig manglede en offensiv profil eller to samt en central midtbanespiller med kreative evner for at erstatte Rasmus Falk.

Denne opfordring gentog jeg i en analyse af OB få dage før sæsonstarten, hvor jeg stillede spørgsmålstegn ved bredden i OB-offensiven. Og fire runder inde i sæsonen satte vi på tipsbladet.dk ligeledes OB-offensiven under kritisk lup ved at pege på den store ineffektivitet i sæsonindledningen.

Mod slutningen af sommerens transfervindue spurgte vi også til behovet for forstærkninger, men ved ingen af de førnævnte lejligheder har OB’s sportslige ledelse signaleret, at man ville hente offensiv power til truppen. Da transfervinduet lukkede i 1. september, var meldingen igen fra Jesper Hansen, at der var tilfredshed med truppens kvalitet – trods de dårlige resultater i sæsonindledningen.

Hvem skal score OB’s mål?
Nu er OB i en skidt situation med fare for at rykke ud af Superligaen, og hvor man måske i sæsonstarten kunne tale om utur og uheld, er det nu soleklart, at der mangler kvalitet i offensiven. Det står klart for enhver, at Rasmus Falk stadig er savnet, og havde han (eller en spiller på hans niveau) været i truppen endnu, er mit bud, at OB ville have minimum 10 point mere på kontoen. Det bør OB’s sportslige ledelse også kunne se – og der bør handles derefter.

Man forstår godt frustrationen hos OB’s fanskare, der kun har kunne juble over mål 15 gange i denne sæson hidtil, og det må være desillusionerende, at se sportsdirektøren melde hus forbi, når det handler om vintertransfers.

Cheftræner Kent Nielsen har gennem hele efteråret udtalt sig loyalt og henvist til, at han arbejder med den trup, han har stillet til rådighed. Det er ikke hans bord at pege på mangler i OB-truppen, men det er alligevel et signal at sende, at Anders K. Jacobsen var bænket i søndagens kamp mod FC Nordsjælland, mens Thomas Mikkelsen kun har fået 14 minutters spilletid siden 13. runde. Den sprælske unghingst ‘Yao’ har også kun fået sporadiske indhop, og Rasmus Jönsson og Joan Simun Edmundsson er primært blevet benyttet på kanterne. Tilbage står spørgsmålet: Hvem skal score målene for OB i foråret, hvis Anders K. Jacobsen og Rasmus Festersen stadig er uskarpe til den tid?

På den anden side af nytår venter nogle uhyre vigtige kampe for OB, der skal slås for overlevelse i Superligaen. Hvis man ønsker opbakning fra klubbens fans og tro på projektet, er det en dårlig idé at sige ‘ingen kommentarer’, når der spørges til behovet for forstærkninger til et hold.

Og hvis OB skal overleve i Superligaen, er det en dårlig dag at undlade at handle i vinterens tranfervindue.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s