Superligaen begyndte i går med en ganske fin kamp mellem AGF og FC Nordsjælland. Sidstnævnte klub viste i især første halvleg prøver på den fine fodbold, som har gjort klubben til den mest hypede i dansk fodbold, mens anden halvleg blandt andet gav et billede på FCN’s- og flere andre klubbers – mangel: En topscorertype.
FC Nordsjælland havde ni skud på mål mod AGF – fire inden for rammen – og kun en enkelt gang fik man bolden i nettet. Det var Kasper Lorentzen, der scorede, hvilket da også bare manglede, da han fra kampens start blev placeret som forreste mand i rollen som angriber.
OB er ikke alene
Mens især OB har fået på punklen over manglende angribere i truppen, er der ikke samme rynken på næsen over de øvrige klubber, som ellers også mangler en vaskeægte angriber med mål i støvlerne. Højt besungne FC Nordsjælland er en af disse. Sæsontopscorer er Mikkel Beckmann med fem mål – er han boksangriber? Nej.
Situationen er den samme i flere klubber. Efter Gilbertos farvel i Horsens, har man Ken Fagerberg, Henrik Toft og Kenan Hajderevic som angribere – jeg tæller ikke Johan Absalonsen med her. Med seks mål i 41 Superligakampe – fordelt på fire år, har Fagerberg ikke ligefrem levet op til Ronaldinho-prædikatet, han fik i sin første tid i FC Midtjylland. Henrik Toft har mere vist sig som spilstation og oplægger end som målsluger.
Hos HB Køge er Simon Christoffersen væk, i Aalborg skal man tilbage til mesterskabssæsonen for at finde en spiller, der scorede mere end otte mål på en sæson og i Brøndby håber man, at førnævnte HB Køge-helt folder sig ud, selvom knægten kun har 27 Superligakampe på samvittigheden.
Kun FCK kan være rigtig tilfreds
At der især er blevet langet ud efter OB i transfervinduet skyldes naturligvis afgangen af Peter Utaka og Djiby Fall, der til sammen har lavet 97 mål for klubben. Det sætter fynboerne under ualmindeligt hårdt pres, og jeg har selv peget på nødvendigheden af en offensiv tilgang, men OB er altså ikke ene om problemet.
Det er vel kun FC København, der kan være fuldstændig tilfredse med angriber-skaren, hvad angår bredde, kvalitet og antal mål i denne og tidligere sæsoner. Lidt skarpt trukket op kan man godt sige, at resten af Superliga-klubberne søger en topscorertype.