Wiland var ikke uskyldig, det var Holger Danske

OK, det blev så ikke den store fest, som så mange – inklusive undertegnede – havde forventet.

Chelsea var bare bedre. Ikke kun på grund af den FCK’s lange kamppause, som ellers er det mantra, som Ståle Solbakken så godt har solgt til medierne.

Jeg vil gå direkte til fem betragtninger.

Loftet er nået – økonomisk
Der var stor klasseforskel. Den slags klasseforskel, der må være, når det ene hold køber en angriber for en sum, der kunne financiere det andet i fem år. Det har Carsten V. Jensen sagt, og det er nok den bedste forklaring. Og sådan kan man sige om de fleste af de øvrige hold i Champions Leagues 1/8-finaler. Så hvis Danmark skal nå endnu længere i Europa i næste sæson, så skal der bare flere penge til. En vinterpause er ikke alt-ødelæggende.

Wiland var også skyldig
Det var en af mine målmandskyndige medstuderende, der gjorde mig opmærksom på det. Wiland var absolut hverken fejlfri eller chanceløs, mener han. Et lille udpluk af analysen:

Mål nummer 1: Willand fejlvurderer simpelthen situationen. Han er på vej ud i Anelka, og da franskmanden afslutter, er Willand midt i et skridt og kan derfor ikke nå at reagere. Resultatet bliver, at Anelkas relativt hårde, men også ganske upræcise afslutning lige på Willand ryger under målmandens højre fod.

Mål nummer 2: Anelkas afslutning overrasker igen Willand, der ikke er kommet på plads i sin udgangsposition. Det kan dog ikke bebrejdes målmanden, da Frank Lampards aflevering på tværs af målfeltet gør det nødvendigt for Willand at bevæge sig med over i sin egen højreside af målet. Anelka udnytter situationen til at placere bolden uden for Willands rækkevidde, inden målmanden har en chance for at komme helt på plads.

Jeg har lagt hele Troels Gadegaard Frølichs analyse ind i kommentarfeltet til dette indlæg. Læs det.

Det var vist ikke den rigtige Santin
Cesár Santin sagde i Tipsbladet tirsdag, at han efter en personligt skuffende Champions League-kampagne ville vise ‘den rigtige Cesár Santin’ mod Chelsea. Det lykkedes ikke. Den klejne brasser har simpelt hen ikke nok fysik at komme med, når han står overfor en type som John Terry. Santin satte ikke mange fødder korrekt.

Anelka kan, når han vil
Han er mærkelig, den franskmand. Men mod FCK viste han klassen med sine to mål, uanset om Wiland stod fejlplaceret. Han var kynisk og udnyttede netop de små fejl. Det mindede jo helt om hans velmagtsdage i Bolton, hvor han var holdets ubestridte stjerne og vel spillede sine bedste Premier League-år. Det kan selvfølgelig være, at han snart gerne vil prøve at spille i endnu en klub og derfor prøver at sælge sig selv.

Holger Danske spiller ikke fodbold
Mange af mine bekendte har allerede brokket sig over Viasats indslag med Holger Danske som optakt til FCK-Chelsea. Ja, det var noget vrøvl, men det kommer der ud af, at man dels har for meget tid, dels satser udelukkende på underholdning for en lav fællesnævner. Øv.

3 thoughts on “Wiland var ikke uskyldig, det var Holger Danske

  1. Som lovet og skrevet, bringer jeg for fordybelsens skyld lige Troels Gadegaards Frølichs bemærkninger i sin fulde længde:

    Der er ingen tvivl om, at målmand Johan Willand var blandt de få, der holdt et anstændigt niveau på et FCK-hold, der kom i menneskehænder. To gange kom han godt ud af målet og fik blokeret afslutninger fra nært hold, og en fremragende refleks på et (indrømmet: ikke alt for yderligt placeret) skud fra Fernando Torres i anden halvleg forhindrede endnu en Chelsea-scoring.

    Måske er det euforien over de redninger, eller måske er det i jagten på lyspunkter i en ellers ualmindelig sløj FCK-indsats, der har fået karaktergiverne i de danske medier til at gå i selsving i deres beskrivelser af målmandens præstation.

    “Upåklagelig omkring Anelka­målene” skriver Flemming Toft hos TV 2, mens målmanden i følge henholdsvis Politiken og Jyllands-Posten var “chanceløs” og “ikke kunne stille meget op ved de engelske scoringer. Det er desværre beskrivelser, som fortæller mindre om selve situationen end om den generelle viden om målmandsspillet i en god del af dansk fodboldjournalistik. For Johan var ikke chanceløs ved Anelkas to mål. Dermed ikke sagt, at der var tale om drop, men han kunne absolut have stillet mere op – især ved det første mål.

    Som nævnt havde Willand i løbet af kampen blandt andet to gode redninger, hvor han hurtigt kommer helt ud i benene på afslutteren og får blokeret bolden. Det er rigtig godt målmandsspil, men det involverer også den risiko, at man kan blive fanget i ubalance og på mellemhånd, hvis angriberen afslutter, inden målmanden når frem til ham. Og det er netop, hvad der går galt ved Anelkas første mål:

    Willand fejlvurderer simpelthen situationen. Han er på vej ud i Anelka, og da franskmanden afslutter, er Willand midt i et skridt og kan derfor ikke nå at reagere. Resultatet bliver, at Anelkas relativt hårde, men også ganske upræcise afslutning lige på Willand ryger under målmandens højre fod.

    Alle målmænd har på et eller andet tidspunkt prøvet situationen, og kender derfor den følelse dybt inden i, der hedder, at den burde jeg have taget. Det er ikke et drop, men bolden går kun ind, fordi man har truffet den gale beslutning at forsøge at nå ud til angriberen inden hans afslutning. Havde Willand besluttet sig (og det foregår naturligvis i løbet af milisekunder) for at blive stående og gøre sig klar til en afslutning, scorer Anelka ikke. Af den simple årsag, at afslutningen var lige på Willand, og at han formentlig ikke engang ville have haft tid til at flytte sig. Det havde dog ikke fjernet noget ved redningen – den rigtige placering i målet udgør langt den vigtigste faktor ved en redning, og det er i sig selv en kunst, som få målmænd magter til perfektion. Den italienske landsholdsmålmand Gianluigi Buffon har etableret sig som en af de allerbedste især i kraft af sin suveræne placeringsevne.

    Selvom Chelseas andet mål ikke kan tilskrives den svenske målmand, kunne han dog i efterrationaliseringens navn have gjort noget anerledes, og her var netop placeringen i målet det afgørende punkt. Anelkas afslutning overrasker igen Willand, der ikke er kommet på plads i sin udgangsposition. Det kan dog ikke bebrejdes målmanden, da Frank Lampards aflevering på tværs af målfeltet gør det nødvendigt for Willand at bevæge sig med over i sin egen højreside af målet. Anelka udnytter situationen til at placere bolden uden for Willands rækkevidde, inden målmanden har en chance for at komme helt på plads. Men et godt bud er, at Willand, enten for sig selv eller i samarbejde med målmandstræner Per Wind, noterer sig, at havde han været bare et enkelt skridt tættere på Anelka, havde bolden været inden for svenskerens rækkevidde. Og så kunne resultatet have været det samme som ved Torres afslutning senere i kampen.

    Det er den slags små detaljer, som det er ubarmhjertigt svært at vurdere og tage stilling til i kampens hede, men som ikke desto mindre er centralt i målmandens jagt på perfektion. Og målmænd på Willands niveau er perfektionister. Ellers var karrieren strandet for længe siden.

  2. Kan vi så ikke snakke om noget andet end FCK snart?

    Jeg er uenig i din måde at skrive om kampen på.

    I mine øjne havde hele holdet del i nederlaget. Var der ikke blevet scoret i de to situationer, var Chelsea så overlegne at Torres, Lampard, Malouda – you name it!, nemt kunne have gjort ydmygelsen endnu større, men den manglende skarphed forhindrede det.

    Kampen var fra første fløjt, historien om en humlebi (læs: FCK) der troede den kunne flyve. Den faldt ned med et brag. Hvor var ydmygheden?
    Martin Vingaard forsøgte da han kom ind – men han forsvandt hurtig..

    Men hvorfor skal vi måle dansk fodbold med Chelsea?
    Det kan jo kun blive en skuffelse.

  3. @Simmelholt:

    Dejligt med en kommentar 🙂

    Wiland bærer ikke hele ansvaret for nederlaget – bestemt ikke – men som Troels skriver, så er der bare mange medier, der har fremhævet ham som fejlfri.

    Men rigtigt, der var for meget hype og for lidt ydmyghed. Kampen kunne næsten kun skuffe. Dog kan en humlebi jo netop flyve, selvom den ikke burde, og derfor troede man måske på det.

    Og jo, nu skal vi snart snakke om noget andet end FCK!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s