Bambi er død i FCK – længe leve det kedelige

Der var pres på Ståle Solbakken dengang for små to år siden.

Det var i begyndelsen  af november 2014, FC København lå ni point efter FC Midtjylland i Superliga-tabellen, og i Europa League var klubben netop blevet tævet med de markante cifte 0-4 på hjemmebane. Modstanderen dengang var Club Brugge, der som bekendt også er modstanderen denne tirsdag, hvor FC København spiller sin første Champions League-kamp på hjemmebane i tre år.

Der er sket alverden med FC København og med Ståle Solbakkens position siden den novemberaften i 2014, hvor ord som ”bambi på glatis”, ”ydmygelse” og ”slagtning” blev brugt om FC Københavns spillere.

På det sociale medie Twitter kom en dansk journalist også med en bemærkning om manden i spidsen for FCK-projektet. ”Måske Ståle Solbakken ikke er det geni, han blev gjort til. At han bare havde heldet og holdet,” lød det med henvisning til jubelsæsonerne i Solbakkens første tid i klubben. Var han nu så god?

Så stormen rasede om ørerne på Solbakken og kompagni dengang for to år siden, men nordmanden stod fast, og det samme gjorde ledelsen. Også selvom mesterskabet i 2014/15 gik til FC Midtjylland, og at en gruppe fans viste deres utilfredshed i efteråret 2015 ved at præsentere bannere i Parken med påskriften ”I er DKs bedst betalte – I KBH er det kun sejre, der tæller. Og det gælder især for dig, Ståle”.

Det er altså kun et år siden, at bannerne blev vist frem i Parken på baggrund af et misset europæisk gruppespil. Nu taler ingen om ”bambi på glat is” eller en fyring af Ståle Solbakken. Nu taler man om, hvor langt FC København kan nå i Europa – og hvor længe FC København kan holde Ståle Solbakken i klubben. Det er et glimrende bevis på, hvad tålmodighed og kontinuitet på afgørende poster kan betyde. Bambi er død, Solbakken længe leve, fristes man til at sige.

For når FC København tirsdag aften skal spille Champions League på hjemmebane mod Club Brugge, er det takket være en tålmodig ledelse, der ikke rystede på hånden, da det brændte på. Det er en ledelse, der holdt fast i Ståle Solbakken, selvom omverdenen måske tvivlede på projektet, og selvom resultaterne ikke levede op til forventningerne eller økonomien i en periode. Tænk hvis FC København havde fyret Ståle Solbakken dengang. Jeg tvivler på, at klubben i så fald havde været, hvor den er i dag.

Det er værd at bemærke, at alle de øvrige Superliga-klubber – af forskellige årsgar – har skiftet træner i den periode, hvor Ståle Solbakken har siddet i FC København.  Så hvor andre har fyret, har FC København bevaret sin træner. Det har været en succes.

Tålmodighed og kontinuitet er kedelige begreber, som fans, eksperter og andre iagttagere sjældent gider at høre på, når resultaterne for førsteholdet går imod. Men en ledelse behøver ikke at være handlingslammet, bare fordi den lader være med at føje de folk, der står med fakler og høtyve i hænderne. Nogle gange skal man holde fast, selvom øjebliksbilledet gør ondt at kigge på.

I 2016 har FC København høstet frugterne af tre års tålmodigt arbejde. Der har været udsving på vejen hertil, men siden 27. september 2015 – altså for et år siden – har FC København kun tabt én kamp, hvor der har været noget på spil; nemlig en Superliga-dyst mod FC Nordsjælland. Ja, der var også et nederlag mod Hobro i slutningen af sidste sæson, men da var mesterskabet kørt i hus.

Det er en imponerende stime, FC København er i gang med, og det er i dag utænkeligt, at klubben kan rende ind i en lige så stor øretæve som sidst, Club Brugge var på besøg i nationalarenaen. Defensiven står stærkt og har internationalt snit. Midtbanen er kvalitetsfyldt, rutineret og mangfoldig. Angrebet er målfarligt med to formstærke landsholdsspillere i øjeblikket.

Succesen  og Champions League-gruppespillet er ikke kommet til København over en nat. Det har taget tre år.

Hvis FC København tirsdag aften vinder over Club Brugge, er det tålmodighedens triumf.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s