Kvalitetsunderholdning tirsdag og onsdag

“Die Meister
Die Besten
Les grandes équipes
The champions!”

Vi fodboldelskere kender alle Tony Brittens klassiske Champions League-hymne, der spilles før hver eneste kamp i den fornemste klubturnering af alle. Den turnering, der begynder i dag.

Champions League-hymnen har tilsyneladende en særlig plads i bevidstheden hos fodboldspillere, medier og godtfolk. Men ser ofte os journalister bruge sætninger som ”Champions League-hymner buldrer ud af højtalerne”, ligesom det er en ofte brugt frase, når spillere udtaler sig om mesterligaen, at de glæder sig til at høre Champions League-hymnen.

Måske har det noget med minder at gøre. Måske er det fordi, det bare er lyden af Champions League. Eller måske er det fordi Champions League-hymnen i al sin pomp og pragt handler om det, Champions League står for: Det bedste. Og de bedste.

Langt fra Linse
For det er selvfølgelig de bedste og største spillere, stadioner, trænere, stadioner og fanskarer, vi endnu engang kommer til at opleve i denne sæsons udgave af Champions League. De er alle fordelt på nogle af de bedste klubber i verden, og det er naturligvis derfor, turneringen er så populær og så mange kigger med.

I Champions League får vi de bedste at se. Det er rendyrket klasse, og det er atleter, der kan deres kram. For en gang skyld byder fjernsynet på uforfalsket kvalitet på Viasat-kanalerne.

Messi, Ronaldo og kompagni er således så langt man kan komme fra nogle af de TV-typer, der ellers pryder TV-skærmen herhjemme, når Linse Kessler, Gustav og alle de andre fører sig frem og leger stjerner for en aften som unge mødre, singler i paradis eller andet. Den slags kendisser er kendt for at være kendt og kører i ring hos diverse reality-programmer uden at man egentlig ved, hvad de kan finde ud af. Måske fordi det ikke er så meget.

I Champions League har hovedpersonerne noget at byde på, og vi får lov at se på nogle seriøse sportsfolk, der stiller op i en disciplin, de kan finde ud af. De bliver ikke bedt om at synge, danse eller lave stand-up. De laver det, de bliver betalt for: Spiller fodbold. Og så gør de det på så højt niveau, at man nogen gange kan blive helt høj af det. Det er tirsdags- og onsdagsunderholdning, man kan forstå.

Umuligt at kloge sig på
Nå, det var en lidt kværulerende tilgang til dette års Champions League; lad os komme ned på græsset. For kigger man konkret på den forestående Champions League-sæson, er der masser af interessante vinkler og spørgsmål, der er umulige at kloge sig på.

Hvor langt når Chelsea, når nu en forsvarende mester aldrig har vundet Champions League? Hvad kan Barcelona med Tito Vilanova som ny chef? Hvor skidt står det til hos Real Madrid? Får AleX Ferguson revanche for det forsmædelige gruppespils-exit sidste sæson? Og hvad med de spændende rigmands-klubber i Paris Saint-Germain og Manchester City samt Bayern München, der også har haft spender-bukserne på i sommer?

Der er masser af spørgsmålstegn i luften, og hertil kommer nogle spændende klubber med friske ben i Ajax, Dortmund og den evigt ukendte trussel fra øst, der blandt andet tæller Shakhtar Donetsk, Zenit St. Petersbourg og et par andre interessante mandskaber fra det gamle Sovjet. Hvornår kommer det store gennembrud fra den front?

Godt for FC Nordsjælland – og Danmark
Endelig er der danske FC Nordsjælland, som er kommet i en vanskelig pulje med Chelsea, Juventus og førnævnte Shakhtar. Det er for vildt, at Peter Brixtofte fik ret dengang for mange år siden, hvor han forudså FC Nordsjælland i Champions League, og det bliver naturligvis spændende at følge de danske mestre. Vi bør alle holde med dem – også FCK-folket, selvom de må savne den hymne, jeg beskrev i toppen. Det er bare godt og fedt for dansk fodbold at få noget Champions League til landet – også selvom det kan være irriterende, at de danske kanaler svømmer over af dansker-begejstring og partout skal vise FCN-kampene på bekostning af større sportslige lækkerbidskner.

FC Nordsjælland kommer til at få det enormt svært og skal være glade for alle de point, de kan skrabe sammen – og så skal de ellers forsøge at nyde oplevelsen midt i anstrengelserne, den højdunkende puls og overarbejdende svedkirtler.

Vi andre kan – uden anstrengelser – under alle omstændigheder glæde os til at nyde Europas bedste fodboldspillere gøre, det de er bedst til: Give os de bedste fodboldoplevelser, vi kan få.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s